fredag den 13. december 2013

Fra intet hjem eller mindre end skur til hus!

Det er svært at forestille sig ikke at have et hjem. Eller at forestille sig, at det hjem man har, er lavet af grene, mudder, plastikposer og blade.
Vi har i den seneste tid været med til at bygge to huse til mennesker der virkelig mangler. Mange tak til dem der har støttet så vi faktisk næsten har nok til et tredje hus! Det er fantastisk!

Det første hus vi byggede var til et gammelt ægtepar. De har i mange år boet i noget, jeg ikke engang vil kalde et skur. Det var lavet af grene sat på kryds og tværs. Herpå var der mudder og nogle enkle blade. Taget var lavet af nogle meget gamle og hullede poser samt en masse blade. Hver gang det regner drypper det indenfor, og når regnen stopper skulle de ud og reparere taget.



Køkkenet bestående af et lille bål inde i huset. Toilettet bestående af et hul i jorden. Sengen bestående af nogle tæpper. 
De havde en smule banantræer, majsplanter og bønner. Deres mad er aldrig garanteret. De lever fra dag til dag, af det Gud giver dem. Nogle gange tigger de, og andre gange er de heldige at finde lidt i haven. I ”huset” så vi ikke andet mad end nogle meget små tomater, lidt papaya, nogle mangoer og en meget lille håndfuld bønner. Det var virkelig ubehageligt at se, hvor lidt de havde. 
Da vi fældede nogle få banantræer, og den gamle mand så nogle slet ikke modne matokebananer derpå, lyste hans ansigt helt op. Det var tydeligt at se af hans reaktion, at de almindeligvis ikke har nok mad.
Både da vi ankom og flere gange i løbet af dagene bukkede manden og foldede hænderne. Damen knælede helt ned på jorden. Begge sagde de både ”Vebale nyo!”, ”Vebale dalla!” og ”Niansisa!”. Alle betyder tak, men i stigende grad. Efter det begyndte manden at sige ”No porrigde. No porrigde.” med et undskyldende udtryk, der viste, at han beklagede, at de ikke havde noget porridge at byde os. Det var helt forfærdeligt. Hvordan kan han tro, at vi overhovedet har lyst til at ”tage” noget af deres mad, når de har så lidt? Det er helt utroligt. 

Det andet hus vi byggede var til en dame og hendes barnebarn. Hun har efter sin datters død af aids taget drengen Samuel til sig. De havde et hus i stil med det, som det gamle ægtepar havde, lige indtil for omkring et år siden. Her styrtede huset sammen, og de blev hjemløse. I mellemtiden har de måtte forsøge at finde steder at sove. De endte med at få husly ved en familie, der ikke boede langt der fra. 
Vi ankom til damens jord, hvor det gamle hus engang hade stået. Vi mødte hende stå og grave, for at gøre klar til byggeriet. Hun var ikke meget mere end skind og ben. Heldigvis så den lille dreng mere sund ud. 

Det er helt ubeskriveligt, hvor godt det føltes at kunne hjælpe disse mennesker. Det var virkelig værd at takke for! - Og at vi så kunne have det sjovt på samme måde! Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor simpelt et hus kan bygges. 
Klar til at knokle: 
Først ryddes jorden, der hvor huset skal bygges. Håndværkerne snittede pinde spidse, satte dem i jorden med snor imellem, for at markere hvor huset skulle være og gravede en rande hele vejen rundt, hvori soklen skulle mures op. 
Så fik vi besked på at flytte en helt masse mursten. Vi startede straks med at slæbe og slæbe - trave og trave - glide i mudderet og glide i mudderet. Vi knoklede på så godt vi kunne:


Vi fortsatte lige indtil vi fik et lille hint om at det gik hurtigere ved at smide murstenene til hinanden. En kæde blev dannet og murstenene blev kastet:

Det gik helt fint med en enkelt mursten ad gangen. Godt nok tror jeg alligevel de synes vi var ret langsomme, for da nogle af håndværkerne joinede vores kæde kom der godt nok fart på! Der var ikke noget med at være sikker på at næste mand i kæden var klar. Det kørte bare. Endnu mere forbavsede blev vi så, da vi fandt ud af, at de faktisk plejer at kaste to mursten på en gang! Warw! Der måtte vi alligevel lige sætte grænsen for vores evner! Efter adskillige rifter på hænder og arme var vi klar til næste opgave. For at kunne mure, må man have cement, men cement er dyrt, så vi bruger da bare mudder! 
En af arbejderne var godt igang med at grave et hul med løs jord.

Nogle børn gik, da vi byggede det ene hus, og hentede vand. Først gik Jacob med. Han kom stakåndet tilbage. Senere ville vi piger også med. Det gik ned og ned og ned og ned ad en lille smal sti. Forbi køer. Forbi geder og til sidst nåede vi et lille rør hvor der kom vand ud. Vi fyldte dunke og 18,7 l flasker og begyndte vandringen op og  op og op og op ad den lille smalle sti. Forbi geder. Forbi køer og til sidst nåede vi stakåndede byggegrunden igen. Jeg er glad for, at vi kun skulle gøre det en gang, men warw hvor forstår jeg bare ikke, hvordan de børn kan bære noget så tungt, så langt på deres hoved! 


Da vi kom op, hældte vi vandet i hullet. Så var det ellers bare af med sko og strømper og vær så god at hoppe i!




Sådan så vores fødder ud efter et dejligt mudderfodbad og god træning for lårbasserne!


Og jeg siger jer: bananplanter er virkelig brugbare i mange situationer! - julekort, paraply, adventskrans, prop til store dunke, gavepapir og her som badeværelsesgulv, da vi skulle vaske vores fødder. Det er vildt!
Og nårh ja! - I en pause fik vi jackfruit, som er en meget stor frugt. Vi kunne derfor kun spise en halv frugt og når man så ikke lige har sølvpapir, så bruger man da også bare bananblade: 


Efter pausen blev de første mursten lagt - husets hjørner blev dannet: 


Ved det ene hus fik Heidi og jeg lov til at mure! Først stod alle arbejderne og kiggede på det vi lavede - man følte sig meget begloet! Men det var nok også godt nok, at de lige kontrollerede, hvad vi lavede! - Vi var ret bange for ikke at gøre det godt nok! Men efter et par lagte mursten, var der kun én ved os hver til at hjælpe os, så det var helt fint. Det var hyggeligt og sjovt at prøve! 
 

Husene blev langsomt større og større:

Efter en dags arbejde, fik vi en af dagene katogko, som er kasava (en rod) med bønner til. Og selvfølgelig blev det spist på ægte afrikansk vis - med bare næver ! Og igen ser i bananbladene brugt! ;)


Da huset til damen og barnebarnet ikke er helt færdigt på nuværende tidspunkt, har jeg kun et billede af det, men her er et billede af det færdige hus til det gamle ægtepar:


 


Som prikken over i'et havde Pontiano en ekstra seng og en ekstra madras, så hvorfor ikke give ægteparret det? De blev utrolig glade! Fantastisk at se! Nu kan de sove trygt og godt uden at blive våde og uden risiko for at få besøg af diverse kryb.  


Hvor var det bare en velsignelse at kunne hjælpe disse mennesker med at få et hus! Få erordentligt tag over hovedet! Der er så mange der lever enten i noget der ikke bør kaldes et hjem eller slet ikke har et hjem. Vi har besøgt flere familier og håber meget på at de også på et tidspunkt kan få et hus. Det ville bare være fantastisk! Bed meget gerne for at det må blive muligt! 

onsdag den 4. december 2013

14 timer, 660.000 UGX og en gammel traktor!

Vi er flere gange blevet bekendt med begrebet afrikatid. Her i Uganda tager man tingene som de kommer. Når vi det ikke i dag, så når vi det nok i morgen. Til Topclass’ graduationparty og skolens afslutningsfest, skulle vi være der kl. 8. Da vi kom, var der ingen lærere, men kun ca. 10 elever. Først kl. 12 begyndte festlighederne. Taxaerne (små 5 personers biler) kører ikke før de er fyldte – dvs. har mindst 10 passagerer med. Disse to ting er bare simple eksempler på begrebet afrikatid. De er dog ikke de mest ekstreme tilfælde. Det mest ekstreme tilfælde skete for nylig.
Heidi, to piger hjemme i Danmark og jeg har, som i nok ved, startet et gardenprojekt på Cornerstone School. Her i lørdags skulle en traktor og pløje jorden klar til plantning af casava. De tre andre tog i poolen, mens Heidi og jeg blev hjemme for at køre med traktoren ud til skolen, så vi kunne få taget nogle billeder af den. Vi ventede. Klokken blev 11. Vi tænkte: ”Det er Afrika. Den kommer sikkert snart.” Vi læste lidt i vores bøger. Klokken blev 12. Vi skrev lidt blog. Klokken blev 13. Vi gik ud for at finde Pontiano. Han ringede til traktoren, hvis telefon ikke var inden for rækkevidde. Vi ventede mere. Klokken blev 14. Vi lagde os ud på et tæppe for at læse. Pontiano kom, meget skuffet og irriteret over ikke at kunne få fat i traktoren. Klokken blev 15. Vi begyndte at blive ret skeptiske, da vi fik besøg af drengene, der arbejder på farmen til aftensmad og film kl. 18. Klokken blev 16, og Halle (Pontianos søn) kom og sagde, at traktoren nok ikke kom i dag. Banaange! (Øv, på luganda) Super god dag hva'? Det var 6 timers ventetid, en tur mindre i poolen og hverken tur med eller billeder af nogen som helst traktor.
Pontiano kom søndag og sagde, at han havde lavet en ny aftale med en anden traktor, som ville komme mandag morgen kl. 8. De andre tog så på babyhjemmet, mens Heidi og jeg blev hjemme for at vente. Da de andre kl. 9 skulle til at af sted, gik vi ind til Pontiano og spurgte efter traktoren. Han var igen irriteret og skuffet. Han sagde, at han ville køre ind og hente den. Vi ventede og ventede og ventede. Pontiano ringede og fortalte nu, at han var kørt foran traktoren for at vise den vejen til farmen. Vi tænkte fedt, så er de her nok om ca. en halv time. Men nej. Efter ca. halvanden time ringede Pontiano og sagde, at traktoren var væk, men at han nu kørte bag den, for at sørge for, at den kom det rigtige sted hen. Vi blev igen forhåbningsfulde. Men ikke før kl. 16 hørte vi en traktor køre forbi farmen. Køre forbi? Men den skulle jo have os med! – Kort efter kom Pontiano og fortalte, at han havde være meget langt væk (halvejs til en by der hedder Kalangala)  for at finde denne helt tredje traktor, som virkelig havde kørt langsomt og stoppet mange gange undervejs. Efter 25 minutter kørte vi mod Cornerstone School. Laaaaangt om længe kunne vi få taget billeder af den traktor, som oven i købet virkelig var en gammel og lille en af slagsen! 
Tænk at det kan kræve 14 timers ventetid og 660.000 UGX for bare at få fat i en lille traktor! Men hvad skidt, vi er jo i Afrika og vi fik jorden pløjet og taget vores billeder. 
På skolen var der straks en lille flok elever. Åååhr, hvor var det godt at se dem igen. De blev hurtigt sat i sving med at fjerne de større grene, der lå på det stykke jord, der skulle blive til en mark. 
Traktoren gik i gang, mens Pontano forklarede os, med hænderne som kasavarødder, hvordan de blev gode og store, når jorden blev pløjet godt blod.
 Så det var 14 timers afrikatid!

Sommerjulestemning!

Har du prøvet at skabe julestemning i hedende varme? – Det har jeg og mine 4 muzungu-venner. For tre dage siden var det den første december og vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at skabe den bedste julestemning! Og det lykkedes ud over alles forventninger!

Kl. 8 lå jeg i sengen. Jeg hørte Mathilde og Line snakke om, at vores nøgle var væk. Jeg vendte mig om på den anden side, da det slog mig: ”Heidi og jeg glemte at låse efter os, da vi havde været i farmens shop dagen før! Jeg sprang op, men vi kunne ikke finde den. Da jeg så tog mig tid til at kigge mig omkring, opdagede jeg det fine morgenbord, som Mathilde og Line havde sørget for. Der var boller, varm kakao, nutella (som Mathilde og jeg for laaang tid siden købte specielt til denne dag, som en lille surprise til de andre), youghurt, kalenderlys, spejlæg, julemusik og dejlige mennesker! Bedre kunne den første december ikke starte!
Efter at have indtaget denne herlige decembermorgenmad var vi klar til kirkebesøg i Pastor Vincents (Ham der også ejer Cornerstone School) kirke. Med vores fine kjoler (og Jacobs skjorte)  drog vi af sted på bodaboda til den meget lille og fattige kirke.
Udenfor kirken mødte vi en lille gruppe børn, hvor iblandt jeg pludselig kunne se to piger fra min P1 klasse! Hvor var det skønt at se dem igen!

Pastor Vincent var ikke kommet endnu, men da gudstjenesten begyndte, gik vi ind. Der var ikke mange derinde, men vi stillede os som alle andre. Den første halvanden time var der skiftevis lovsang med trommespil og bøn, som vi intet forstod af. Vi gjorde bare som de andre; klappede når der blev sunget, stod når der blev stået og bad når der blev bedt. Med tiden kom der flere og flere. Specielt kom der flere børn. Der var virkelig mange! Pludselig hørte jeg mit navn blive sagt bagved. Jeg vendte mig, og der sad endnu en fra min P1 klasse med hendes storesøster, og på samme række sad en af drengene fra klassen! Åååhr, de kære elever! Hvor jeg dog savner dem!
Så gjorde Pastor Vincent sig klar til at prædike. Det havde vi alle været meget spændte på, da han til dagligt ikke er en mand af mange ord. Men vi blev overraskede! Det lyste ud af ham, og man kunne mærke hvor meget han brændte for det han sagde. Først var vi lige ved at være bange for, at ingenting ville blive oversat, men så kom en lærer, Herbert, fra skolen over og oversatte. Dejligt! - og hvor er det lang tid siden, at jeg har fået så meget ud af en prædiken hernede som denne! Vi blev mindet om at følge Jesus helhjertet og ikke bare udadtil. 

Efter gudstjenesten spiste vi ved Pastos Vincent, hvis hus virkelig var stort! Og så havde de fjernsyn! Det er virkelig sjældent vi ser det! Hans kone havde ikke været i kirke. Sikkert fordi hun skulle forberede mad til os. Og jeg siger jer; hun havde også forberedt mad! Masser af mad! Og masser af lækker mad! Det var virkelig godt, men man kan også næsten få det helt dårligt over det, for det var virkelig et fornemt og meget dyrt måltid for dem. Der var matoke, krydret ris, kød i g-nutssovs, hønsekød, krydret spaghetti, tre forskelligt tilberedte slags kål, passionsfrugtsjuice og til sidst frisk ananas. Det var virkelig vildt! Og ikke nok med det, fik vi også en hel pose med eggplants, advokadoer og to ananas med hjem!

Endnu mere fornemt var det, fordi vi hver fik en "dobbeltpakke". Der var kød i g-nutssovs i den ene og hønsekød i den anden. Begge var pakket ind i bananblade, som skulle holde det varmt. Så åbner man sin "pakke" og spiser det sammen med alt det andet, som man har en anden tallerken til. Fornemt det var det!  
Hjemme mødte vi Paul og Mike, de to drenge som arbejder her. Mike fortalte, at han var syg, så vi fik givet ham en panodil og inviteret dem begge ind til at slappe af og 

se film. Imens fik vi hurtigt overstået julerengøringen, så vi kunne komme i gang med julehyggen hurtigst muligt.

Da det jo var første søndag i advent, kastede Heidi og jeg os straks efter rengøringen ud i projekt adventskrans, mens de andre flettede stjerner og hjerter. Vi satte kursen mod bananplantagen og hentede bananblade. Vi placerede os på et tæppe, i græsset, i den herlige brændende sol. Her forsøgte vi, med lidt besvær pga. de meget stive og bølgepapagtige blade, at lave første step i vores adventskrans.


Vi gik så endnu en tur i bananplantagen, for at hente to store grønne bananblade samt nogle mindre grene med grønne blade. Så gik vi i krig igen! Her ses vores næste step, de store grønne bananblade:
Og det tredje:


Så kom problemet! Hvordan i al verden sætter vi lys på? Bum, bum, vi lagde hovederne i blød og fik udfordret vores kreative evner! Men vi fandt en løsning! Hvorfor ikke holde fast i bananbladetemaet? Vi tog da bare stilken fra bananbladene, lavede hul i, og så passede det der perfekt til lysene! Se bare her:
Og så fik vi det færdige resultat:

Projekt adventskrans fuldført over forventning: Det ligner jo næsten en dansk adventskrans – altså bortset lige fra alle bananbladene! 
Og hvad skal man selvfølgelig have at spise den første december? Her bør alle kunne svare rigtigt! – JA! Lige præcis! Risengrød! Smarte Line havde taget grødris med fra Danmark, så jeg gik i krig:

Og hvordan nyder man på bedste måde risengrøden den første december? Her bør alle igen kunne svare rigtigt! – JA! Lige præcis! Til et afsnit Pyrus efterfulgt af et afsnit Jesus&Josephine! Så med adventskrans og kalenderlys så vi to alt for korte afsnit julekalener! Det var bare for hyggeligt!

Så var vi klar.
Herefter ville Mathilde og jeg lige fuldende dagen 100 %. Det slog os at vi ikke har nogen lågejulekalender, så vi arbejdede på projekt lågejulekalender til kl. 2 om natten, hvor vi indså, at vi nok helle måtte fuldføre projektet næste dag.


Tegningen er lavet ved at vi skiftevis tegnede en streg, så der er mange underlige og meningsløse ting. Men det var sjovt!
Alle gik vi i seng med en følelse af at have haft en utrolig god første december! Det kunne simpelthen ikke have været bedre! – Jeg håber også I nød dagen!