Amazing afslapning i halvandet døgn!

Mange siger, at alle i Afrika har god tid, hvis det er tilfældet, tror jeg, vi er en undtagelse! Vi har altid program på. Det er utrolig sjældent, at vi har bare én dag hjemme – det sker ikke en gang i weekenderne. Derfor var vi alle ret enige om, at vi fortjente halvandet døgns afslapning i luksus. Derfor tog vi til et utrolig smukt sted, Ssese Islands, i Victoriasøen. 

Eventyret begyndte kl. 6 om morgenen, hvor vi blev hentet af Vicent (Utrolig flink taxachauffør, vi kører med til hverdag). Han kørte os den ca. 2 timers lange tur til færgen, på en utrolig dårlig vej, men med den flotteste solopgang. Han fulgte med os ind til færgen og ventede til han var sikker på, at vi var kommet sikkert og godt af sted. Virkelig rart! Og hvad der også var rart var, at der med det samme kom en taxachauffør, Herbert, hen og tilbød at køre os til hotellet, når vi ankom til øen. Lækkert!

På vejen til hotellet igen på en meget dårlig, bumlet og støvet vej oplevede vi netop, at afrikanere ofte har meget god tid. Pludselig stopper den meget fyldte taxa vi kørte med og chaufføren stiger ud. Han kommer tilbage og siger noget med, at de fælder træer. Efter noget ventetid går Heidi og jeg ud for at kigge og bliver mødt med synet af rigtig mange mænd iført blåt arbejdstøj. En stod med motorsaven, mens to smed stubberne ud til siden – det er mig stadig en gåde, hvorfor de skulle være SÅ mange mænd til den opgave! Nå, men videre det kom vi da efter noget tid. Da vi langt om længe nåede hotellet blev vi, støvede som vi var efter køreturen med åbne vinduer, vist hen til vores værelser, som lå ikke mere end 20 meter fra vandkanten, hvor en lille strand med lækkert og fint sand var. På stranden var der gynger, en lille rutsjebane samt borde og stole og en bålplads. Det var super hyggeligt. Prikken over i’et var dernæst, at vejret var perfekt! Solen skinnede, der var vindstille og vi kunne ligge på stranden og slappe af så længe vi ville! Vi spillede kort, gik ture, soppede, læste og nød det i fulde drag!

Her er billeder, der forhåbentlig kan beskrive stemningen:

Tid til hyggesnak! Og så endda ved Victoriasøens bred! - Skønt!

Mens vi havde god tid til at vente halvanden time på vores mad, stødte vi på diverse dyr:

En abe kom forbi. 

En sjov fugl som jeg ikke kender navnet på. Den har virkelig et stort næb! 

En knæler. Sådan en har jeg aldrig før set i levende live! Meget fascinerende! ;)

Og gæt hvem der rørte den!

Heidi og jeg på eventyr i søen. Det var så her jeg ofrede min tørre kjole, da Heidi skulle op i båden som pludselig vippede! 

Dette er bare ét billede fra da Mathilde og jeg var retards i junglen! - Med et kamera i hånden kan man hurtigt  gøre sig til grin for forbipasserende! 

Bål på stranden om aftenen! Kan det blive mere hyggeligt?

Det var en fantastisk dejlig tur som blev afsluttet godt med regnvejr. Da jeg vågnede tænkte jeg øv! Men da jeg så sad på taressen under halvtaget med udsigt over søen og læste, var det faktisk utrolig rart og afslappende! Skønt! 

Stranden lige efter regnvejret og lige inden vi drog tilbage mod Kamuzinda 

Aldrig har jeg nydt så meget at slappe af og intet program have! Det var tiltrængt! Nu er vi igen tilbage i hverdagen, hvilket også er skønt :)

Fattig men fantastisk!

Hvad er det egentlig jeg laver her i Uganda? Hvad er min primære opgave? - Det er vidst på tide, at jeg fortæller jer om det, da alt jeg indtil nu har skrevet om, hovedsageligt har været weekendoplevelser. Vi underviser to dage om ugen. Mathilde, Line og Jacob underviser på Abundant Life Learning Centre eller bare Pator Fred School, som I sikkert kan læse meget mere om på deres blogge. Heidi og jeg underviser på en lille og meget fattig skole, Cornerstone School. Afrika In Touch har hjulpet skolen med at få rigtige bygninger, hvilket virkelig er godt. Selvom standarden stadig ikke er særlig god, er det dog meget bedre end før. Der er ingen vinduer og kun dør til skolens P7 klasse (den største klasse). Det betyder, at når det regner, kommer der indimellem regn ind i lokalerne og pga. taget af blikplader, larmer det utrolig meget. Derudover er nogle af murene mellem lokalerne ikke bygget helt op til taget, så man kan ofte høre elever og lærere fra de omkringliggende klasser. Deres ”legeplads”, hvor de opholder sig i pauserne, er området mellem de to bygninger. Der er en lille smule græs og ellers bare hårdt og sandet jord, som støver op når det blæser. Det er også her eleverne har P.E. (Physical Education - idræt).

Her har de mindste elever idræt. 

På trods af disse forhold er det et fantastisk sted. Både elever og lærer gør det til et godt sted at være og jeg elsker at være der. De er alle utrolig søde, og jeg vil fortælle meget mere om dem senere og nu fortælle mere om selve skolen, skolesystemet og mit førstehåndsindtryk.

I Uganda er skolesystemet noget anderledes end i Danmark. Hvert skoleår består af 3 terms, hvorimellem de har ferie. Vi er nu i den sidste term, så sidst i november skal de have deres afsluttende eksaminer. Disse skal bestås for at komme videre til næste klassetrin. Børnene starter ofte allerede i skole som 4 år rige i Babyclass. Herfra går de til Middleclass og så Topclass. Disse tre klasser er det der kaldes the nursery section. Når man afslutter disse tre år, graduerer man til the primary section, som går fra P1 til P7, hvorefter man kan gå videre til en secondary school. P1 (Primary one) svarer nok ca. til 1. klasse i Danmark. Aldersmæssigt kan det dog ikke sammenlignes, da nogle går klasserne om, til de får en god nok afsluttende karakter. Jeg må sige, at jeg er blevet overrasket over dette system, hvor små børn skal gå til eksamen. Det virker slet ikke naturligt. Oven i det går de også i skole i rigtig lang tid hver eneste dag – undtagen søndag. Den ældste klasse, P7, som skal afslutte the primary section i år, går ofte i skole fra 7-16.40 og igen fra 19-21. Og vi brokkede os i gymnasiet over en dag fra 8-16.25 og endda fra 8-15. Det kan jeg så se nu, at der absolut ingen grund var til. De går virkelig meget i skole og har derfor ikke meget fritid – hvis de overhovedet har noget fritid, for hvem ved, når de kommer hjem, efter den lange gåtur, som nogle har, skal de sikkert arbejde for deres forældre. Grunden til, at de har disse meget lange skoledage er, at man ønsker at øge antallet af elever, der afslutter med 1st grades (den bedste karakter). Det er selvfølgelig godt for eleverne at få en god karakter, men det er nok lige så meget for at give skolen et godt ryg. Måske er det en fordel ved de mange skoletimer, men efter min mening går de for meget i skole – man burde kunne lære dem lige så meget på kortere tid. Det er altså her på denne langt fra danske skole, jeg underviser hver eneste tirsdag og torsdag. 

Hver morgen samles alle eleverne udenfor den ene bygning.

I starten var jeg meget nervøs ved tanken om at skulle undervise og havde egentlig ikke den store lyst til det - måske også pga. uvidenheden. Dog så jeg det som en sund og sikkert meget lærerig udfordring. Nu hvor jeg har været i gang i noget tid, er jeg virkelig blevet glad for det, på trods af, at det nogle gange kan være lidt hårdt at finde tid til at forberede timerne. En af grundene til, at jeg er blevet glad for det, er helt klart de søde elever. Jeg underviser den dejligste P1 klasse i engelsk og matematik. De er utrolig søde – akkurat ligesom P3, som Heidi og jeg underviser sammen i de samme to fag. Jeg vil fortælle meget mere om dem og det at undervise i et senere indlæg.

Der gik noget tid før jeg blev så glad for det, som jeg er nu, da alt den første skoleuge var meget ustruktureret. Den første dag var der fra starten af én lærer til 10 klasser og kun ca. halvdelen af eleverne var der. Vi fik stukket nogle papirer i hånden med et: ”Har I ikke lyst til at undervise P1 og P2 sammen i engelsk og matematik? I kan bare bruge det her.” – Vi kiggede skræmte på hinanden. Der var ikke så meget at gøre. Vi måtte springe ud i det og være taknemmelig for, at Heidi havde prøvet det før (hun var her også i starten af året). Ellers ville jeg slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Ved hendes hjælp gik det fint med masser af regnestykker, stavning, gentagelser og sigen ting i kor. I alt kom der denne dag nok 6 lærere til de 10 klasser og anden dag var vi de første der kom, på trods af, at vi kom 2 minutter før start. Der var ikke styr på noget som helst. Det hele var meget uorganiseret, hvilket jeg troede ville blive en meget stor udfordring for mig. Det var sådan, at lærerne i pauserne stod og snakkede om, hvem der skulle undervise hvilke klasser i hvad. Der var ikke noget skoleskema og skoleinspektøren, Pastor Vincent, var der ikke, så vi kunne heller ikke finde ud af, hvilke klasser vi skulle undervise. Grunden til, at det var SÅ uorganiseret var, fortalte de, at det var første skoleuge, hvilken aldrig bliver taget 100 % seriøst. Mange har travlt med at dyrke jorden hjemme eller ved måske ikke lige, at det er den uge skolen starter. Skolens kok var der heller ikke, så det blev ikke til andet end en chapati og en kop te. Men mad var ikke det eneste vi måtte vente med til vi kom hjem - toiletbesøg måtte/må også vente til vi kom/kommer hjem, da toiletterne på skolen bare er et lille bitte skur med huller i jorden. 

Da vi fik snakket med Pastor Vincent i den følgende uge fik vi aftalt klasser og fag. Dog er der siden blevet foretaget nogle ændringer for at få det til at passe sammen. Udover at undervise P1 i engelsk og matematik og P3 sammen med Heidi i de samme to fag, underviser jeg også P3 og P4 i P.E., og sammen med Heidi også de små i P.E.

Kan man andet end at elske disse søde piger fra min P1 klasse? 

Nu har vi efterhånden undervist i et godt stykke tid og jeg holder bare mere og mere af det. Selvfølgelig er der udfordringer, men det er bare et så dejligt sted, med så dejlige lærere og så dejlige elever, at man ikke kan andet end at holde af det. 

Mange nye indtryk på bare 4 dage!

Vi glædede os meget. Vi var spændte. Vi så frem til en smuttur til Tanzania, som nu er veloverstået. Hovedformålet med turen var for vores vedkomne at møde Sister Sarah Pia, en venlig, åben og børneelskende diakonisse, som vi senere skal arbejde sammen med om nogle workshops for Pastor Fred og Cornerstone School og måske også for søndagsskolelederne. Det skal jeg nok fortælle meget mere om til den tid! Bare vent! – Det bliver spændende!

Vi oplevede utrolig meget på bare 4 dage! Hvis jeg skulle skrive om det hele her på bloggen, ville I få brug for en hel læsedag. Derfor fortæller jeg bare om nogle af de ting, der gjorde størst indtryk på mig.

Først og fremmest blev jeg meget overrasket over, hvor stor forskel der egentlig er på Tanzania og Uganda – eller i hvert fald de dele af landene vi kender til. Vi var kun 3-4 timers kørsel væk, og alligevel var forskellen tydelig med det samme vi krydsede grænsen. I den del af Uganda, hvor vi bor, ligger der små huse mange steder. Ikke tæt som i Danmark, men alligevel tæt nok til, at der ikke er enorme områder ”tomt” land. På den anden side af grænsen var der kæmpe områder land uden nogen som helst form for bebyggelse. Det var utrolig flot! Der var små grå klippefremspring omringet af grønne Afrika-planter. Der var små bjerge/bakker over det hele. Indimellem var der små røde og sandede stier eller jordveje. Billeder kan ikke engang vise det, men her er to som kan give en idé, om det vi så:

Vi boede i byen Bukoba, som gav os indtrykket af et meget mere kontrolleret og struktureret land end Uganda. Her kørte bodabodaer, men slet ikke i samme omfang som i Uganda. Hvad endnu bedre er, er at de kun må have én passager, til hvilken der skal være en hjelm. I Uganda sidder vi to passagerer på en bodaboda og medbringer selv, som de eneste, hjelme. Vi ser ofte i Uganda hele familier køre på én bodaboda, hvilket for mig er total uforståeligt. Det samme gælder med taxaerne. Vi er vant til fx at sidde omkring 9 voksne mennesker i en lille fempersoners bil – 6 på bagsædet, 2 på passagersædet og indimellem sidder der også en passager sammen med chaufføren. Det vænner man sig til, men i Tanzania fik vi os en overraskelse: det er ulovligt! Det var helt mærkeligt. Og det sjoveste var, at vi fandt ud af det efter at have siddet 7 unge volontører med Sister Sarah Pia i hendes meget(!) lille bil og hun sagde, at det hun var mest bange for, var at møde politiet.

Generelt fik vi opfattelsen af, at Tanzania er et noget mere rigt land end Uganda. Jeg tror dog, at det kan skyldes de mennesker, vi var sammen med. Det meste af tiden var vi nemlig sammen med ærkebiskoppen af Tanzanias søn, Josephat, som er gift med en dansker og bor i Sønderjylland. Han var en utrolig rar mand og det sjoveste var, at han kunne snakke dansk. Det er ikke lige det man forventer af en Afrikaner i Afrika, men det var ret sejt. Han og hans kone står for et projekt; Mushemba Foundtion. De har lige opstartet en skole og så hjælper de fattige med at betale skolepengene via sponsorer. Da Afrika In Touch skal have et samarbejde med dem, brugte vi en dag på at besøge deres kontor, deres skole samt to familier med sponsorbørn.

De viste os deres kontor i et chokerende dansk hus. Når man først har vænnet sig til andre standarder, er det virkelig mærkeligt at se noget så vestligt. Se bare stuen her, hvor vi fik informationer om Mushemba Foundation:

De gør virkelig et stort og flot stykke arbejde, som I meget gerne må bede for. De viste os volontørværelser, der var ren luksus, deres kontor, som egentlig ikke var særlig stort i forhold til alt det andet de havde - og så havde de et løbebånd! Det var mærkeligt at se i Afrika! Og så lå det på et bjerg med udsigt over Victoriasøen.

Så kom vi til den meget imponerende skole, de havde. Det var virkelig en flot skole! Warw! Den levede næsten op til dansk standard. Nogle af klasselokalerne var endda større end danske. Det var flotte bygninger med rigtigt gulv, vinduer, døre, tavler og stole og borde. Sammenlignet med Cornerstone School, som Heidi og jeg underviser på og Christ the King School, som Pontiano viste os i Uganda, var det virkelig vildt. Nedenfor er et billede af alle tre skoler, så i kan se forskellen:

Christ the King School som Pontiano viste os.

Den ene af Cornerstone Schools bygninger.

Mushemba Foundation School.

Mushemba Foundation School var også ved at lave et pigekollegium til skolen så de mange piger, der bor langt fra skolen kan hjælpes. Når økonomien er til det, regner de med også at bygge et til drengene. Det er virkelig en flot og stor bygning, hvor der kun må bo 4 piger på hvert værelse. På mange andre skoler bor de meget tæt i en stor sovesal, hvor de kun lige har deres seng at have deres ting i, så det er virkelig gode forhold! Her er bygningen:

Generelt var der bare virkelig gode forhold på skolen. Udenfor var der en rigtig legeplads med gyngestativ, linegang, vippe og meget mere.

Efter en grundig rundvisning på skolen, hvor vi hilste på skolens tre klasser, skulle vi samles. Børnene sang for os. To læste en tale til Tuja og Poul op og gav dem en bog med tegninger eleverne havde lavet om at gå i skole og være hjemme. Det var virkelig sødt og det var virkelig også nogle flotte tegninger! Derefter kom der gang i trommerne og børnene dansede for os. De var så søde!

Besøget blev afsluttet ved, at Poul og Tuja plantede hver deres træ på skolens grund. Videre drog vi mod familier til sponserbørn, hvis skolegang Mushemba Foundation betaler. Vi kom ud til bananplanter og meget fattige små huse, som mindede mere om noget af det vi har set i Uganda (måske lyder det som om Uganda er ene meget fattige familier, men der er selvfølgelig også store og flotte huse i Uganda, men det er bare ikke der vi opholder os mest). Den første familie vi besøgte var en enlig mor, der klarede sig ved at lave alkohol og sælge det i en lille biks uden for huset. Det var utrolig hårdt at sidde i deres lille hus, og se hvordan hun begyndte at græde, da hun fortalte, om sin første mand og dernæst sin anden mand, som begge døde og samtidig se, hvor lidt de havde. Det virker bare slet ikke fair at nogle skal være så hårdt ramt, når vi, bare fordi vi lever et andet sted i verden, kan have så meget og så mange, i bund og grund, ligegyldige ting. Den næste familie var forældreløs. Søsteren på 21 år forsøgte at sørge for sit eget barn og hendes små søskende. Det er også utroligt, at en så ung pige skal stå med et så stort ansvar. De fortalte, at det var den generelle standard for de familier, de hjalp med at betale skolepenge.

Når man så denne side af Tanzania fik man det næsten helt dårligt over, at vi skulle tilbage til kirkens hotel, hvor vi virkelig boede i luksus. Line og jeg boede nærmest i en brudesuite. Stor dobbeltseng med fint tyld og myggenet, lille stue med to sofaer, sofabord, skrivebord, minikøleskab. Et badeværelse med ordentligt lys, stikkontakt med strøm i og bedst af alt; var varmt vand! Og ikke nok med det, var der også vildt lækker morgenmadsbuffet. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle bo så godt i Afrika! Det må jeg sige.

Den lutherske kirke, der ejede det flotte hotel, besøgte vi også. Det var nærmest som en dansk kirke. Der var struktur og masser af liturgi. Det var helt underligt.

Det var ikke den eneste kirke vi besøgte, vi var nemlig til to gudstjenester på den samme søndag. Den anden kirke ankom vi til i øsende regnvejr sammen med Anna Marie, en utrolig rar dansk dame, der har boet i Tanzania det meste af sit liv, og som vi også havde en del med at gøre under opholdet. Vi blev modtaget af Sister Sarah Pia med paraply og blev så ellers placeret forrest i kirken under sang fra diverse kor. Under denne gudstjeneste skulle vi være sammen med søndagsskolen og Sister Sarah Pia. Det var en helt anderledes søndagsskole her end i Kamuzinda Victory Church, hvor vi normalt kommer og hvor børnekirken lige for tiden er meget skoleagtig. Her var børnene ellevilde: skrålede med på sangene, var ivrige for at læse op fra bibelen og bede. Det var helt vildt at se! Man blev i så godt humør.

 Det var denne aften vi skulle holde møde med Sister Sarah Pia om projektet i Uganda. Vi var inviteret til kl. 18, og da vi ankom, blev vi meget overraskende mødt med høj trommespil, rigtig mange børn og andre dansende gæster. Der var virkelig gang i den og til sidst måtte vi overgive os og komme op og danse, på trods af de manglende evner til afrikansk dans. Det var overraskende nok utrolig sjovt! Efter den svedfrembringende dans var der masser af god mad og til sidst fik vi holdt vores møde.

Udover disse ting jeg nu har penslet mere ud end planlagt fik vi også besøgt to danske volontører, Anders og Line fra Danmission, hvilket var utrolig hyggeligt! – Og ikke mindst fik vi også smagt ristede græshopper, der når man skal spise dem kigger på én og siger: ”Neej, du må ikke spise mig!”. Men når først skridtet var taget, smagte de faktisk ikke så ringe. De smagte lidt af flæskesværdschips.

 Som afslutning vil jeg bare sige: ”Webale nyo (Mange tak) fordi du tog dig tid til at læse mit meget lange og forsinkede indlæg! Jeg håber du fandt det interessant!”  

40 kg giveaway i bushen

Hvad kan man bruge sin lørdag på? Det er en fridag, så man kan gøre hvad man vil. Man kan se fjernsyn. Man kan være sammen med venner. Læse en bog. Lave lektier. Sove. Man kan gøre, hvad man vil. For noget tid siden havde vi en helt speciel lørdag. Vi fik en flot gåtur, en anden side af Uganda at se og ikke mindst muligheden for at hjælpe. Det var skønt!

Vi tog om formiddagen til Cornerstone School, hvor Heidi og jeg underviser, for at møde en lærer, som ville tage os med på en gåtur i bushen. Her kunne vi besøge fattige familier, der bor i små hytter.

Det var en utrolig smuk tur i ren natur. Det var helt øde – kun med meget små og smalle stier. De fleste lever af at sælge mælk fra deres køer og nogle også kaffebønner. Det er utroligt, synes jeg, at de kan leve af det. Og ja, at de i det hele tage kan leve som de gør. De bor sådan virkelig langt ude. Nogen mener, at jeg bor langt ude i Danmark, men nej kære venner, det gør jeg virkelig ikke! Jeg forstår ikke, hvordan de kan finde rundt på de små stier. Hvordan de kan bo 11 mennesker i en lille rund lerhytte eller 18 i et lille lerhus. Hvordan børnene kan gå så langt for at komme i skole hver eneste dag. Hvordan de får vand at drikke. Hvordan de får mad. Det var utroligt at se, og jeg undrer mig stadig. På en måde beundrer jeg dem. Hjemme i Danmark brokker vi os over en helt masse småting. Fx hvis toget er 5 minutter forsinket. Hvis strømmen går, mens vi ser en god film. Hvis netto ikke lige har den rigtige leverpostej. Hvis det ene og hvis det andet. Vi klager over så mange ting. Før tænkte jeg ikke så meget over det, men holdt da op hvor har vi bare ikke noget at brokke os over! Det er en af de ting jeg håber jeg vil tage med hjem til Danmark. Jeg vil lære at være mere taknemmelig for alt det luksus vi har derhjemme. Jeg ville ønske jeg kunne vise alle jer derhjemme, hvad vi så, men det kan jeg ikke. Jeg vil alligevel prøve med nogle billeder fra turen:

Kaffebønner, der ligger til tørre i solen.

Hønsehus.

Denne bygning bruges af en familie som køkken. En anden familie havde en bygning der mindede om denne. Den var lidt mindre og blev brugt som soveværelse til nogle af børnene, da de var for mange til alle at kunne sove i den runde hytte. 

Sådan ser loftet ud i de små runde hytter.

Disse "krukker" bruges til opbevaring af mælk. De lyse er udhulede planter. De mørke er lavet af træ. Utrolig fascinerende. 

Noget ved dem, der også virkelig er beundringsværdigt, er deres gæstfrihed. De var alle flinke og ville gerne svare på de spørgsmål vi havde. De åbnede deres ydmyge hjem for os, helt fremmede, som de godt ved har så meget mere end dem selv. Det synes jeg var utrolig flot af dem.

Det var også utrolig rart at kunne give dem nogle gaver og derved hjælpe dem lidt. Det kan godt være, at det var hårdt at slæbe omkring 40 kg fordelt i 4 rygsække på en sådan gåtur, men det var det hele værd! Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dem endnu mere, for de gaver (ris, sukker, salt og stearinlys, samt bolsjer og kiks til børnene.), vi havde med vil jo hurtigt få ende. Desværre. Den eneste måde jeg nu kan hjælpe dem på, er ved at bede for dem – og hvis i har lyst må i meget gerne være med! :)

6 timers luganda og en biskop!

I en uge, hvis ikke mere, har mange fra Kamuzinda Victory Church, som vi kommer i, været i gang med forberedelserne til en helt speciel dag – d. 15/9-13 skulle kirkens præst, Daniel, indvies til biskop for den sydlige del af Masaka distriktet. Alle de 40 kirker, der er under Kamuzind Victory Church, var inviteret. De forventede dermed et sted mellem 1000 og 1500 mennesker, hvilket vi var meget overrasket over. Kirken er meget lille i forhold til at kunne rumme så mange mennesker. Vi kunne slet ikke forestille os, hvordan det skulle være muligt.

Dagen før var vi gået op til kirken for at se, om vi kunne hjælpe med noget, men de var færdige. I stedet faldt vi i snak med nogle fra kirken, som fortalte at festen ville starte kl. 9. På trods af, at Pontiano sagde, at vi først behøvede at komme omkring kl. 10-10.30, var vi der kl. 9. Pladsproblemet blev nemt løst med en stort firkantet form for telt. Der var pyntet utrolig flot op med lilla og gule blomster, bånd og sløjfer, men klar var de ikke. Midt i det hele stod enormt mange beskidte stole – så nu fik vi chancen for at hjælpe! Trods heden og festtøjet gik vi fluks i gang med at vaske stole med gamle stofstykker og sæbevand. Det var skønt endelig at kunne hjælpe! :)

Pludselig skulle alle gå udenfor teltområdet. Vi stillede op i kø – kvinderne for sig og mændene for sig - hilste på kvinderne omkring os og blev tjekket med metaldetektor af en politidame, før vi igen kunne gå ind.

Vi blev omkring kl. 10.30 vist hen til nogle stole ikke langt fra højtalerne, hvor vi så sad godt på vejen til Halvdøv. Der sad vi så og kiggede på den lugandatalende mand, hvis stemme rungede, mens andre forsøgte at få lyden til at virke. Efter noget tid kom korlederen, Vincent, og bad os følge ham. Vi blev placeret klods op ad højtaleren – nu på vejen til Døv. Der, allerede inden festen rigtig var startet, begyndte vi at få hovedpine og tænke: "Det skal bare være løgn det her!". Men efter kort tid kom der heldigvis endnu en mand fra kirken, som flyttede os væk fra højtalerne. Det var ikke mindre end rart!

Vi sad der og forstod intet, mens vi tålmodigt ventede på at festlighederne skulle starte. Koret sang og dansede og folk klappede, dansede og sang. Efter et godt stykke tid ankom biskoppen endelig! Egentlig var der to biskopper. Vi kendte bare ikke den anden, som blev biskop over hele Masaka distriktet. Efter at have klippet det lilla bånd i æresporten over, gik han med sin familie og hele det dansende kor, gennem den, op ad den røde løber og op til ”scenen”. Det var super festligt og alle så ud til at være glade.

Biskoppen satte sig og så gik vi ellers, uden vi vidste det, en stor tålmodighedsprøve i møde. De næste 6 timer, dvs. ca. til kl. 16.30, sad vi uden pause og forstod intet, da alt foregik på luganda. Vi rejste os, når de gjorde det, og vi klappede, når de gjorde. Vi gjorde vores bedste for at passe ind. 

Så vidt som hvad vi er blevet fortalt og vores teori rækker, var der først gudstjeneste med lovsang og dans fra forskellige kor. Derefter var der nogle sang- og danseindslag og en helt masse taler, bl.a. biskoppens egen tale.

Det var meget langtrukket, men stadig spændende at se, hvordan en sådan stor begivenhed bliver fejret her i Uganda. I Danmark holder vi taler mens vi spiser, men her i Uganda spiste vi først til sidst. Det var til gengæld også noget af en oplevelse! Da det lakkede mod enden kom en mand fra koret og bad os følge ham. Vi skulle spise i børnekirkens hus (som IM’ere fra Viborg har været med til at bygge), hvor alle de fine og fornemme gæster sad. Det føltes helt forkert, men sådan er det ofte hernede, da hvide mennesker, såkaldte muzunguer, er ret højt stillet. Man kan nogle gange få det helt dårligt over det, da vi jo ikke synes vi er højere stillede end dem. Fx oplevede vi et lidt ekstremt eksempel på dette, da to kvinder efter festen kom hen til os, snakkede på luganda og knælede helt ned til jorden for os. Det er virkelig svært at vide, hvordan man lige skal reagere i en sådan situation. 

Nå, vi kom fra maden: Vi stillede os i kø og jeg siger dig, vi fik virkelig mad! Det var store tallerkener, der blev fyldt(!) med matoke (varm bananmos af en slags madbananer. Der smager en smule som kartoffelmos.), ris, sweet potatoes, oksekød, kylling og sovs. Der var virkelig meget mad og det skulle spises med fingrene! Det var ret sjovt at prøve, men hold da op det var noget gradtværk! Jeg er ret sikker på, at det kræver en del øvelse at spise ris og sovs med fingrene! – Vi må også have set ret sjove ud. Vi blev i hvert fald kigget lidt på ;)

Matoke - Det smager faktisk ret godt med bønnesovs!

Så tænker du måske: ”Hvordan i al verden fik de lavet så meget mad til så mange mennesker, når de ikke liiige har et industrikøkken eller Kokken og Jomfruen til rådighed?”. Jo, nu skal du bare høre. Det er slet ikke noget problem! De laver et halvtag, hvorunder de står og laver mad i kæmpe(!) gryder. Og hvordan holder de det så varmt? - De bruger da bare palmeblade!

Se bare her:

Da vi havde spist, var det tid til at give vores gave, hvilket i sig selv var en speciel oplevelse. Det skulle gøres foran alle gæster, mens der i højtalerne blev sagt: ”And this is from our friends at Kamuzinda Farm!”.

Da vi kom ud skulle vi have taget familiebillede med den sødeste afrikanske familie jeg kender:

Først var dagen meget kedelig, da vi ikke forstod noget som helst af, hvad der foregik, men egentlig synes eg dagen var god, da vi fik set, hvordan de fejrer en sådan begivenhed på en helt anden måde end, hvad vi er vant til hjemme fra Danmark.