mandag den 26. august 2013

Fra overtal til undertal i en anderledes kultur


Øverst: Klar til afgang i Kbh.!
Nederst: Ventetiden i Bruxelles!
Vi er nu, efter en meget(!) lang flyvetur kommet sikkert og godt til Uganda. I Kbh, hvor vi fløj fra, var vi som hvide i stort overtal. I løbet af rejsen blev vi færre og færre og nu er det os, der er i undertal i denne anderledes kultur, hvor vi allerede har oplevet utrolig meget – så meget, at man skulle tro to uger var gået. Der er så ufattelig mange ting, der er anderledes, og stemningen er derfor en helt anden her end i Danmark. Det er svært at beskrive det hele med ord – det tror jeg slet ikke man kan (Se evt. også den video Jacob lægger ud på sin blog, når vi engang får noget ordentligt net. Der er et link i menuen til højre.), men jeg vil alligevel prøve at tage jer med på en tur i Uganda, med mit førstehåndsindtryk som baggrund.
Tina og Halle vasker tøj. 
Efter at have fået visum og fundet al vores bagage, blev vi modtaget Pontiano, som er en utrolig flink mand, akkurat ligesom resten af hans familie. Derfor er vi meget glade for at skulle bo hos dem i de næste 4 måneder. Det er svært at beskrive familien med ord, men her er nogle eksempler, som måske kan give et indtryk af dem: Familiens 4 børn, Halle (Halleluhjah, 7 år), Tina (Christina, 4 år), Enog (3 år) og Solmon (2 år), var parat til at lege, med det samme vi kom – de fandt straks ludo frem og begyndte at løbe rundt efter os. Pontiano har forberedt os på, at han vil gøre os til ægte afrikanere, og når vi kun mangler hudfarven, så maler han os da bare! Og hans kone, Rogers/Mama Halle, overraskede os med en gave, kasava, som er en afrikansk snack. Det er roden af et træ, varmet og med salt på. Det smagte godt og en lille smule af pomfritter. Spændende!
Alt i alt er familien utrolig rar og gæstfri!  

Pontianos bil.

Turen fra lufthavnen til Kamuzinda Farm, hvor vi bor, var meget interessant. Først blev Pontianos bil, hvor der på bagruden står med stor skrift: "Praise God", proppet til med al vores bagage, mens 3 af kufferterne kom op på taget. Vi sad 4 piger tæt pakket på bagsædet, mens Jacob sad på forsædet og Pontiano på førersædet i højre side og kørte bilen i venstre. Vi ankom til et hotel, hvor vi hver fik tildelt et værelse, som vi alle tjekkede for diverse kryb. Dog sov os piger to og to, da at sove alene første nat i Uganda måske liiige var en stor nok mundfuld!
Den godt pakkede taxa vi kørte
i fra Entebbe til Kamuzinda Farm



De varme bananer vi fik på turen.




















Dagen efter blev vi gjort bekendt med den afrikanske planlægning og tid. Pontiano havde bestilt en taxa, fordi han selv skulle ind til byen og købe en ny ovn til os, men da taxaen kom, var det ikke den rigtige slags taxa. Derfor udnyttede vi ventetiden på en anden taxa, som Pontiano hentede, til at kigge os omkring på den røde jordvej uden for og i haven med mindst 10 forskellige slags træer. Her mødte vi bl.a. den første bodaboda (blanding mellem knallert og motorcykel), der meget gerne ville have os med op at køre, et stort firben, som måske egentlig mindede mere om en gekko, to flotte små farverige fugle, et jordegern og en flink og smilende dame, der hilste.

Køreturen bragte også mange nye indtryk med sig. Der var ingen sikkerhedsseler, men chaufføren var god til at køre hensigtsmæssigt i den kaotiske trafik, hvor dyt fungerer som en hilsen eller som et ”pas på, jeg kommer, så du skal ikke køre ud på vejen nu”. Vi kørte med åbne vinduer, så vi bedre kunne se og opleve det vi kom forbi. Indimellem kom en brændt lugt, da affald brændes og mad laves i vejkanten ved husene. Maden, der laves kan fx være ristede madbananer, som sælges, når biler holder stille. Vi blev tilbudt det og spyd med kød på nogle gange på den lange køretur fra Entebbe til Kamuzinda. Taxachauførerne købte nogle af bananerne og gav til os. De smagte lidt som sød kartoffel, helt fint, men man skulle ikke have for meget.
På turen så vi mange ting. Børn leger med en bold, de selv har lavet, nogle lapper en cykel i fællesskab og nogle triller med gamle bodabodadæk. Både voksne og børn fejer jorden udenfor deres huse med et bundt af kviste, og en dame henter vand i et lille vandløb. I vejkanten står geder eller kvæg bundet til et træ eller en lygtepæl, hvor de græsser, mens bodabodaer og cykler pakket med bjerge (og jeg overdriver IKKE!) af bananer, annanas, træ eller store sække kører eller trækkes forbi op og ned ad bakke. Mens man kører gennem byen, hvor der ingen lyskryds og måske kun to vejskilte er, holder utrolig mange store grupper af bodabodaer, hvor chaufførerne er parat til at kæmpe for den næste kunde, på samme tid med, at de snakker og hygger sig sammen. Mange sælger tøj eller frugt, andre ordner kul, nogle hugger sten til at bygge med, og andre igen ordner træ til samme formål. Der bygges rigtig mange steder og der ses det, hvordan de samarbejder og hjælper hinanden. Både kvinder, mænd og børn er med. Her kaster én på jorden materialer op til dem, som bygger øverst. Husene er meget forskellige. Det ses specielt når man kommer til udkanten af byen og længere ude. Her er nogle huse fine, mens andre måske mangler vinduer og har et stykke stof som dør. Der ses også firkantede lerhytter og enkelte runde samt nogle der ligner små skure. Det er utroligt at se, hvor stor forskel der er på, hvor meget folk har, og tankevækkende og medlidenhedsvækkende at se, hvor lidt nogen har. Dette så vi virkelig, da vi om aftenen, efter ankomsten, gik en tur til Kamuzinda, som er en meget(!) lille og ret fattig by. Der var utrolig mange børn og utrolig få huse, som oven i købet var virkelig små – måske bare på størrelse med et almindeligt dansk værelse eller to. De havde alle hver deres lille bod, hvor man kunne købe brød, grøntsager eller frugt/grøntsager. Det var også en meget speciel fornemmelse at gå gennem byen. Alle de små børn smilede, grinede, vinkede og råbte: ”muzungu, muzungu!” (”hvid person, hvid person!”) efter os.

Vi har også set kirken, de to skoler vi skal undervise på, den danske café ”Café Frikadellen”, babyhjemmet og grøntsags- og frugtmarkedet i Masaka, men alle disse ting vil jeg fortælle meget mere om senere.

Der er rigtig mange nye ting, som man ”lige” skal vænne sig til.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar