Victoria Lake

Når en dag er fri, vil vi gerne slappe af eller smage en bid Uganda, så i lørdags tog vi til Victoriasøen. Vi stod tidligt op – dvs. mens det stadig var mørkt. Kl. 6.45 blev vi hentet af Josef, Jefred og Fred (bodabodachauffører).

Line, Heidi, Fred, Jofred, Joseph, mig, Jacob og Mathilde står desværre bag kameraet.

Det var en utrolig smuk tur på lidt under en time. For det første var der den flotteste solopgang. Himmelen var helt rød og gylden. Det bakkede landskab mindede om en regnskov med bananplanter og andre rigtig afrika-agtige træer, som man ser dem i Løvernes konge. Der var lidt diset og enkelte små skyer lå rundt omkring myreturer (ikke som i DK, men store mgribbe, fløj hen over solopgangen. På trods af, at de lignede gribbe passede de ret så godt ind i den idylliske stemning. Efter et godt stykke tid siger Fred, som Mathilde og jeg kørte med, noget, som vi ikke helt forstod, da han ikke kan snakke engelsk. Vi fandt dog hurtigt ud af, at han sagde, at vi var ved at være der. Vi stod af og blev mødt af en lugt af fisk. Der var sand, fiskesnøre og net over det hele. Ved bredden var der mange både, som lige var kommet i land efter nattens arbejde på søen.
yreturer) i græsset. Det var virkelig smukt og det kan ikke beskrives. Nogle hentede vand og andre kom gående med stakke af pinde på hovedet, mens to fugle, vi, på baggrund af deres silhuetter, blev enige om mindede lidt om
Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet til at se, hvad de lavede, hvis ikke vi havde haft Josef med som "guide" og tolk. Der var virkelig mange mennesker. Alle arbejdede. Nogle skubbede både op. Andre sortere de fisk. Og andre igen bar store baljer med fisk op til husene. 

Børn legede omkring og nogle stoppede op for at kigge på os, mens andre, specielt to drenge, valgte at følge os på hele vores gåtur langs bredden, og ville meget gerne være med på alle de billeder vi tog.  Disse børn var ikke de eneste, der synes vi var sjove at kigge på. Rigtig mange af dem grinede af os, når vi tog billeder, hvilket jo for dem også er meget underligt, da det er deres hverdag. Vi gik videre og blev, mens vi passerede en lille ”lejr”, hvor nogen sad og lavede mad, og mange bunker af muslingeskaller, som bruges til hønsefodder, overhalet af en stor flok kvæg. 

På en nat fanger de omkring 150-200 fisk plus/minus, som de sælger til bodabodachauffører, der tjener penge på at hente og bringe til små boder i de nærliggende byer. Der er både store fisk og små silver fishes, som vi tit har set ligge kogte i boderne hjemme ved Kamuzinda. Disse og også de st
ørre fisk spiser de med glæde både hoved, øjne og hale af. 

Vi sad også noget af tiden på nogle små klipper med nogle af de børn, der var fulgt efter os. Herfra var udsigten over bredden, hvor de fiskede rigtig god. Senere oplevede vi, hvor sjældent det er, at der kommer hvide der. Vi sad tæt pakket på en bænk og ventede, mens vi  meget direkte af børn og mere diskret af ældre blev kigget på. Flere kom også hen og hilste på os. Her i Afrika hilser man ofte på fremmede. Det er helt naturligt, og når man gør det, er det altid med et: "Hallo! How are you?". Man spørger altid til, hvordan andre har det, hvilket jeg synes er utrolig rart. Nogle gange kan det godt virke en smule overfladisk, men alligevel er det rart. Man føler sig meget mere velkommen og stemningen bliver også dejlig behagelig af det. 

Vi blev på turen også mødt med en lille tradition, der er en del af den afrikanske kultur. Josef fortalte, at man hver gang man kommer til noget nyt vand, skal drikke af det. Da han havde sagt det, fyldte han en muslingeskal med vand fra søen og drak det. Normalt skal man også dyppe foden, men det gjorde han sidst han var der. De gør det, fordi det skulle bringe held. 

Det var utrolig spændende at se, hvordan de lever, men det var også hårdt at se, hvor lidt mange af dem har. Der var mange af dem, der havde hullet tøj, og nogle af drengene, som ofte havde en smule for store bukser på, så ikke engang ud til at have undertøj. Man får så ondt af dem og man bliver så forundret over, hvordan de alligevel ser ud til at have det godt og være glade. Hvordan de har overskud til at være så imødekommende. Det er utroligt, og man bør virkelig tage ved lære af dem, når man tænker på, hvor meget vi har i DK, og hvor utaknemmelige vi nogen gange er.
Da vi var klar igen, satte vi kursen mod et marked i Bukunda, for bl.a. at købe nogle afrikanske kjoler til os piger og nogle T-shirts til Jacob. Dette blev dog afbrudt af en ordentlig omgang regnvejr og efter et par timers ventetid for at komme hjem, blev den gode dag afsluttet med to tøsefilm (Jacob prøver at vænne sig til det). Det var en god dag!

Der kommer billeder på så snart nettet er bedre :)

Jeg håber i har det godt allesammen!