Vores første længere tur gik til Kampala, som er
hovedstaden i Uganda. Pontiano skulle dertil, så vi fik et lift på den tre
timer lange tur, hvor vi både fik chapati (en form for madpandekager) og
ristede bananer. Mit førstehåndsindtryk af Kampala er kaos. Det vil i efter mit
forsøg på at beskrive, hvad vi oplevede, forhåbentligt forstå hvorfor. Egentlig
er det en forholdsvis vestlig by, dog med undtagelse fra nogle, nok alligevel
en del, ting.
Da vi ankom fulgtes vil med Pontiano til en musikbutik,
for at købe en guitar. Jeg ved virkelig ikke, hvad vi havde gjort, hvis ikke
han havde været med! Der var bodabodaer over det hele – altså sådan virkelig over det hele! På kryds og tværs ind mellem bilerne, som også kørte på kryds og
tværs mellem hinanden. De maste sig frem og tilbage og vendte rundt som de
ville. Oven i det myldrede det med mennesker, som også bare gik ind mellem
bilerne og bodabodaerne, når de ville, for at komme over vejen. Der var ikke
rigtigt noget fortov. Det der nok skulle være det, var en blanding af sand,
grus, huller og mudder. Et sted var der en kæmpe vandpyt med en form for
kantsten, vi kunne gå line på for at komme videre. Det er tankevækkende, at en
så stor by, kan være så langt fremme i forhold til mange andre steder i Uganda
(og sikkert også i resten af Afrika), men på samme tid være så langt bagud i
forhold til en vestlig by, som fx Kbh. Det siger bare lidt om, hvor fattigt
Uganda (og Afrika som kontinent) er.
Da Pontiano skulle videre, fortalte han os, hvilken vej
vi skulle gå, for at komme til et stort craftmarked med afrikanske ting. Vi
forsøgte at følge hans instruktioner og gik og gik og gik og gik. Vi stødte
ikke på noget craftmarked. Vi spurgte og ingen vidste, hvad vi snakkede om, men
alle pegede alligevel i en retning. Vi fortsatte og fortsatte, gik op og ned og
frem og tilbage, til vi alle var gennemblødte af sved i varmen. Vi fandt ikke
markedet, men til gengæld fandt vi et vestligt center, hvori der var en lille
craftbutik, med rigtig mange flotte ting. Her faldt vi lige over noget is, som
vi ellers aldrig rigtig får hernede og en noget skuffende chokoladekage. Vi fik
slappet lidt af inden vi gik ud og fandt en special hire (taxa, hvor vi er de
eneste passagerer) tilbage til Backpackers (det hostel vi boede på). Han kendte
craftmarkedet og ville derfor hente os dagen efter.
På markedet var der oceaner
af små butikker med alverdens afrikanske ting. Der hang flotte og farverige
kjoler over det hele. Der var store horn fra køer, masker af træ, engle lavet
af planter, kurve lavet af bladene fra bananplanter, tasker, bandanaer,
smykker, mønstrede bukser, flot salatbestik, diverse dyr af træ, trommer med
koskind og meget, meget mere. Det var helt vildt! - Og vores penge svandt meget
hurtigt ind! Alle kaldte på
os: ”Come and see!”, ”You can come”, ”You see, these are beautiful. I
will make a good price for you!” osv. Alle ville sælge til os og alle ville
sælge mange af de samme ting. Nogle kunne man sagtens få ned i pris, mens andre
virkelig var svære at handle med. Det var sværrest når de trak
samvittighedskortet og bad om støtte, fordi de ikke havde meget i forhold til
os. Det er jo rigtigt, hvad de siger og man får det så dårligt over at stå og
prutte om prisen med dem. Man har lyst til at hjælpe og støtte dem alle, men
det kan man bare desværre ikke, og det er en utrolig frustrerende ting jeg har
at lære hernede; jeg kan ikke hjælpe/rede alle.
Men som i kan se på det følgende billede fik vi virkelig
købt mange ting!
For at være i Kamuzinda inden mørkets frembrud gik vi
efter en taxa omkring kl. 15. det viste sig at være et større projekt! Vi kom i
vores søgen forbi steder, hvor nogle taxaer holdte, men ingen af dem skulle til
Masaka eller Bukunda. Vi blev henvist til en ”parkeringsplads” for taxaer - og
WARW! Det må jeg sige: der var, sådan for alvor, virkelig mange taxaer! Se bare
her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar