6 timers luganda og en biskop!

I en uge, hvis ikke mere, har mange fra Kamuzinda Victory Church, som vi kommer i, været i gang med forberedelserne til en helt speciel dag – d. 15/9-13 skulle kirkens præst, Daniel, indvies til biskop for den sydlige del af Masaka distriktet. Alle de 40 kirker, der er under Kamuzind Victory Church, var inviteret. De forventede dermed et sted mellem 1000 og 1500 mennesker, hvilket vi var meget overrasket over. Kirken er meget lille i forhold til at kunne rumme så mange mennesker. Vi kunne slet ikke forestille os, hvordan det skulle være muligt.

Dagen før var vi gået op til kirken for at se, om vi kunne hjælpe med noget, men de var færdige. I stedet faldt vi i snak med nogle fra kirken, som fortalte at festen ville starte kl. 9. På trods af, at Pontiano sagde, at vi først behøvede at komme omkring kl. 10-10.30, var vi der kl. 9. Pladsproblemet blev nemt løst med en stort firkantet form for telt. Der var pyntet utrolig flot op med lilla og gule blomster, bånd og sløjfer, men klar var de ikke. Midt i det hele stod enormt mange beskidte stole – så nu fik vi chancen for at hjælpe! Trods heden og festtøjet gik vi fluks i gang med at vaske stole med gamle stofstykker og sæbevand. Det var skønt endelig at kunne hjælpe! :)

Pludselig skulle alle gå udenfor teltområdet. Vi stillede op i kø – kvinderne for sig og mændene for sig - hilste på kvinderne omkring os og blev tjekket med metaldetektor af en politidame, før vi igen kunne gå ind.

Vi blev omkring kl. 10.30 vist hen til nogle stole ikke langt fra højtalerne, hvor vi så sad godt på vejen til Halvdøv. Der sad vi så og kiggede på den lugandatalende mand, hvis stemme rungede, mens andre forsøgte at få lyden til at virke. Efter noget tid kom korlederen, Vincent, og bad os følge ham. Vi blev placeret klods op ad højtaleren – nu på vejen til Døv. Der, allerede inden festen rigtig var startet, begyndte vi at få hovedpine og tænke: "Det skal bare være løgn det her!". Men efter kort tid kom der heldigvis endnu en mand fra kirken, som flyttede os væk fra højtalerne. Det var ikke mindre end rart!

Vi sad der og forstod intet, mens vi tålmodigt ventede på at festlighederne skulle starte. Koret sang og dansede og folk klappede, dansede og sang. Efter et godt stykke tid ankom biskoppen endelig! Egentlig var der to biskopper. Vi kendte bare ikke den anden, som blev biskop over hele Masaka distriktet. Efter at have klippet det lilla bånd i æresporten over, gik han med sin familie og hele det dansende kor, gennem den, op ad den røde løber og op til ”scenen”. Det var super festligt og alle så ud til at være glade.

Biskoppen satte sig og så gik vi ellers, uden vi vidste det, en stor tålmodighedsprøve i møde. De næste 6 timer, dvs. ca. til kl. 16.30, sad vi uden pause og forstod intet, da alt foregik på luganda. Vi rejste os, når de gjorde det, og vi klappede, når de gjorde. Vi gjorde vores bedste for at passe ind. 

Så vidt som hvad vi er blevet fortalt og vores teori rækker, var der først gudstjeneste med lovsang og dans fra forskellige kor. Derefter var der nogle sang- og danseindslag og en helt masse taler, bl.a. biskoppens egen tale.

Det var meget langtrukket, men stadig spændende at se, hvordan en sådan stor begivenhed bliver fejret her i Uganda. I Danmark holder vi taler mens vi spiser, men her i Uganda spiste vi først til sidst. Det var til gengæld også noget af en oplevelse! Da det lakkede mod enden kom en mand fra koret og bad os følge ham. Vi skulle spise i børnekirkens hus (som IM’ere fra Viborg har været med til at bygge), hvor alle de fine og fornemme gæster sad. Det føltes helt forkert, men sådan er det ofte hernede, da hvide mennesker, såkaldte muzunguer, er ret højt stillet. Man kan nogle gange få det helt dårligt over det, da vi jo ikke synes vi er højere stillede end dem. Fx oplevede vi et lidt ekstremt eksempel på dette, da to kvinder efter festen kom hen til os, snakkede på luganda og knælede helt ned til jorden for os. Det er virkelig svært at vide, hvordan man lige skal reagere i en sådan situation. 

Nå, vi kom fra maden: Vi stillede os i kø og jeg siger dig, vi fik virkelig mad! Det var store tallerkener, der blev fyldt(!) med matoke (varm bananmos af en slags madbananer. Der smager en smule som kartoffelmos.), ris, sweet potatoes, oksekød, kylling og sovs. Der var virkelig meget mad og det skulle spises med fingrene! Det var ret sjovt at prøve, men hold da op det var noget gradtværk! Jeg er ret sikker på, at det kræver en del øvelse at spise ris og sovs med fingrene! – Vi må også have set ret sjove ud. Vi blev i hvert fald kigget lidt på ;)

Matoke - Det smager faktisk ret godt med bønnesovs!

Så tænker du måske: ”Hvordan i al verden fik de lavet så meget mad til så mange mennesker, når de ikke liiige har et industrikøkken eller Kokken og Jomfruen til rådighed?”. Jo, nu skal du bare høre. Det er slet ikke noget problem! De laver et halvtag, hvorunder de står og laver mad i kæmpe(!) gryder. Og hvordan holder de det så varmt? - De bruger da bare palmeblade!

Se bare her:

Da vi havde spist, var det tid til at give vores gave, hvilket i sig selv var en speciel oplevelse. Det skulle gøres foran alle gæster, mens der i højtalerne blev sagt: ”And this is from our friends at Kamuzinda Farm!”.

Da vi kom ud skulle vi have taget familiebillede med den sødeste afrikanske familie jeg kender:

Først var dagen meget kedelig, da vi ikke forstod noget som helst af, hvad der foregik, men egentlig synes eg dagen var god, da vi fik set, hvordan de fejrer en sådan begivenhed på en helt anden måde end, hvad vi er vant til hjemme fra Danmark.