Mange nye indtryk på bare 4 dage!

Vi glædede os meget. Vi var spændte. Vi så frem til en smuttur til Tanzania, som nu er veloverstået. Hovedformålet med turen var for vores vedkomne at møde Sister Sarah Pia, en venlig, åben og børneelskende diakonisse, som vi senere skal arbejde sammen med om nogle workshops for Pastor Fred og Cornerstone School og måske også for søndagsskolelederne. Det skal jeg nok fortælle meget mere om til den tid! Bare vent! – Det bliver spændende!

Vi oplevede utrolig meget på bare 4 dage! Hvis jeg skulle skrive om det hele her på bloggen, ville I få brug for en hel læsedag. Derfor fortæller jeg bare om nogle af de ting, der gjorde størst indtryk på mig.

Først og fremmest blev jeg meget overrasket over, hvor stor forskel der egentlig er på Tanzania og Uganda – eller i hvert fald de dele af landene vi kender til. Vi var kun 3-4 timers kørsel væk, og alligevel var forskellen tydelig med det samme vi krydsede grænsen. I den del af Uganda, hvor vi bor, ligger der små huse mange steder. Ikke tæt som i Danmark, men alligevel tæt nok til, at der ikke er enorme områder ”tomt” land. På den anden side af grænsen var der kæmpe områder land uden nogen som helst form for bebyggelse. Det var utrolig flot! Der var små grå klippefremspring omringet af grønne Afrika-planter. Der var små bjerge/bakker over det hele. Indimellem var der små røde og sandede stier eller jordveje. Billeder kan ikke engang vise det, men her er to som kan give en idé, om det vi så:

Vi boede i byen Bukoba, som gav os indtrykket af et meget mere kontrolleret og struktureret land end Uganda. Her kørte bodabodaer, men slet ikke i samme omfang som i Uganda. Hvad endnu bedre er, er at de kun må have én passager, til hvilken der skal være en hjelm. I Uganda sidder vi to passagerer på en bodaboda og medbringer selv, som de eneste, hjelme. Vi ser ofte i Uganda hele familier køre på én bodaboda, hvilket for mig er total uforståeligt. Det samme gælder med taxaerne. Vi er vant til fx at sidde omkring 9 voksne mennesker i en lille fempersoners bil – 6 på bagsædet, 2 på passagersædet og indimellem sidder der også en passager sammen med chaufføren. Det vænner man sig til, men i Tanzania fik vi os en overraskelse: det er ulovligt! Det var helt mærkeligt. Og det sjoveste var, at vi fandt ud af det efter at have siddet 7 unge volontører med Sister Sarah Pia i hendes meget(!) lille bil og hun sagde, at det hun var mest bange for, var at møde politiet.

Generelt fik vi opfattelsen af, at Tanzania er et noget mere rigt land end Uganda. Jeg tror dog, at det kan skyldes de mennesker, vi var sammen med. Det meste af tiden var vi nemlig sammen med ærkebiskoppen af Tanzanias søn, Josephat, som er gift med en dansker og bor i Sønderjylland. Han var en utrolig rar mand og det sjoveste var, at han kunne snakke dansk. Det er ikke lige det man forventer af en Afrikaner i Afrika, men det var ret sejt. Han og hans kone står for et projekt; Mushemba Foundtion. De har lige opstartet en skole og så hjælper de fattige med at betale skolepengene via sponsorer. Da Afrika In Touch skal have et samarbejde med dem, brugte vi en dag på at besøge deres kontor, deres skole samt to familier med sponsorbørn.

De viste os deres kontor i et chokerende dansk hus. Når man først har vænnet sig til andre standarder, er det virkelig mærkeligt at se noget så vestligt. Se bare stuen her, hvor vi fik informationer om Mushemba Foundation:

De gør virkelig et stort og flot stykke arbejde, som I meget gerne må bede for. De viste os volontørværelser, der var ren luksus, deres kontor, som egentlig ikke var særlig stort i forhold til alt det andet de havde - og så havde de et løbebånd! Det var mærkeligt at se i Afrika! Og så lå det på et bjerg med udsigt over Victoriasøen.

Så kom vi til den meget imponerende skole, de havde. Det var virkelig en flot skole! Warw! Den levede næsten op til dansk standard. Nogle af klasselokalerne var endda større end danske. Det var flotte bygninger med rigtigt gulv, vinduer, døre, tavler og stole og borde. Sammenlignet med Cornerstone School, som Heidi og jeg underviser på og Christ the King School, som Pontiano viste os i Uganda, var det virkelig vildt. Nedenfor er et billede af alle tre skoler, så i kan se forskellen:

Christ the King School som Pontiano viste os.

Den ene af Cornerstone Schools bygninger.

Mushemba Foundation School.

Mushemba Foundation School var også ved at lave et pigekollegium til skolen så de mange piger, der bor langt fra skolen kan hjælpes. Når økonomien er til det, regner de med også at bygge et til drengene. Det er virkelig en flot og stor bygning, hvor der kun må bo 4 piger på hvert værelse. På mange andre skoler bor de meget tæt i en stor sovesal, hvor de kun lige har deres seng at have deres ting i, så det er virkelig gode forhold! Her er bygningen:

Generelt var der bare virkelig gode forhold på skolen. Udenfor var der en rigtig legeplads med gyngestativ, linegang, vippe og meget mere.

Efter en grundig rundvisning på skolen, hvor vi hilste på skolens tre klasser, skulle vi samles. Børnene sang for os. To læste en tale til Tuja og Poul op og gav dem en bog med tegninger eleverne havde lavet om at gå i skole og være hjemme. Det var virkelig sødt og det var virkelig også nogle flotte tegninger! Derefter kom der gang i trommerne og børnene dansede for os. De var så søde!

Besøget blev afsluttet ved, at Poul og Tuja plantede hver deres træ på skolens grund. Videre drog vi mod familier til sponserbørn, hvis skolegang Mushemba Foundation betaler. Vi kom ud til bananplanter og meget fattige små huse, som mindede mere om noget af det vi har set i Uganda (måske lyder det som om Uganda er ene meget fattige familier, men der er selvfølgelig også store og flotte huse i Uganda, men det er bare ikke der vi opholder os mest). Den første familie vi besøgte var en enlig mor, der klarede sig ved at lave alkohol og sælge det i en lille biks uden for huset. Det var utrolig hårdt at sidde i deres lille hus, og se hvordan hun begyndte at græde, da hun fortalte, om sin første mand og dernæst sin anden mand, som begge døde og samtidig se, hvor lidt de havde. Det virker bare slet ikke fair at nogle skal være så hårdt ramt, når vi, bare fordi vi lever et andet sted i verden, kan have så meget og så mange, i bund og grund, ligegyldige ting. Den næste familie var forældreløs. Søsteren på 21 år forsøgte at sørge for sit eget barn og hendes små søskende. Det er også utroligt, at en så ung pige skal stå med et så stort ansvar. De fortalte, at det var den generelle standard for de familier, de hjalp med at betale skolepenge.

Når man så denne side af Tanzania fik man det næsten helt dårligt over, at vi skulle tilbage til kirkens hotel, hvor vi virkelig boede i luksus. Line og jeg boede nærmest i en brudesuite. Stor dobbeltseng med fint tyld og myggenet, lille stue med to sofaer, sofabord, skrivebord, minikøleskab. Et badeværelse med ordentligt lys, stikkontakt med strøm i og bedst af alt; var varmt vand! Og ikke nok med det, var der også vildt lækker morgenmadsbuffet. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle bo så godt i Afrika! Det må jeg sige.

Den lutherske kirke, der ejede det flotte hotel, besøgte vi også. Det var nærmest som en dansk kirke. Der var struktur og masser af liturgi. Det var helt underligt.

Det var ikke den eneste kirke vi besøgte, vi var nemlig til to gudstjenester på den samme søndag. Den anden kirke ankom vi til i øsende regnvejr sammen med Anna Marie, en utrolig rar dansk dame, der har boet i Tanzania det meste af sit liv, og som vi også havde en del med at gøre under opholdet. Vi blev modtaget af Sister Sarah Pia med paraply og blev så ellers placeret forrest i kirken under sang fra diverse kor. Under denne gudstjeneste skulle vi være sammen med søndagsskolen og Sister Sarah Pia. Det var en helt anderledes søndagsskole her end i Kamuzinda Victory Church, hvor vi normalt kommer og hvor børnekirken lige for tiden er meget skoleagtig. Her var børnene ellevilde: skrålede med på sangene, var ivrige for at læse op fra bibelen og bede. Det var helt vildt at se! Man blev i så godt humør.

 Det var denne aften vi skulle holde møde med Sister Sarah Pia om projektet i Uganda. Vi var inviteret til kl. 18, og da vi ankom, blev vi meget overraskende mødt med høj trommespil, rigtig mange børn og andre dansende gæster. Der var virkelig gang i den og til sidst måtte vi overgive os og komme op og danse, på trods af de manglende evner til afrikansk dans. Det var overraskende nok utrolig sjovt! Efter den svedfrembringende dans var der masser af god mad og til sidst fik vi holdt vores møde.

Udover disse ting jeg nu har penslet mere ud end planlagt fik vi også besøgt to danske volontører, Anders og Line fra Danmission, hvilket var utrolig hyggeligt! – Og ikke mindst fik vi også smagt ristede græshopper, der når man skal spise dem kigger på én og siger: ”Neej, du må ikke spise mig!”. Men når først skridtet var taget, smagte de faktisk ikke så ringe. De smagte lidt af flæskesværdschips.

 Som afslutning vil jeg bare sige: ”Webale nyo (Mange tak) fordi du tog dig tid til at læse mit meget lange og forsinkede indlæg! Jeg håber du fandt det interessant!”