Vi er flere gange blevet bekendt med begrebet afrikatid. Her
i Uganda tager man tingene som de kommer. Når vi det ikke i dag, så når vi det nok i morgen. Til Topclass’ graduationparty og skolens afslutningsfest, skulle vi
være der kl. 8. Da vi kom, var der ingen lærere, men kun ca. 10 elever. Først
kl. 12 begyndte festlighederne. Taxaerne (små 5 personers biler) kører ikke før
de er fyldte – dvs. har mindst 10 passagerer med. Disse to ting er bare
simple eksempler på begrebet afrikatid. De er dog ikke de mest ekstreme
tilfælde. Det mest ekstreme tilfælde skete for nylig.
Heidi, to piger hjemme i Danmark og jeg har, som i nok ved,
startet et gardenprojekt på Cornerstone School. Her i lørdags skulle en traktor og pløje jorden klar til plantning af casava. De tre andre tog i
poolen, mens Heidi og jeg blev hjemme for at køre med traktoren ud til skolen,
så vi kunne få taget nogle billeder af den. Vi ventede. Klokken blev 11. Vi
tænkte: ”Det er Afrika. Den kommer sikkert snart.” Vi læste lidt i vores bøger.
Klokken blev 12. Vi skrev lidt blog. Klokken blev 13. Vi gik ud for at finde
Pontiano. Han ringede til traktoren, hvis telefon ikke var inden for
rækkevidde. Vi ventede mere. Klokken blev 14. Vi lagde os ud på et tæppe for at
læse. Pontiano kom, meget skuffet og irriteret over ikke at kunne få fat i
traktoren. Klokken blev 15. Vi begyndte at blive ret skeptiske, da vi fik besøg
af drengene, der arbejder på farmen til aftensmad og film kl. 18. Klokken blev
16, og Halle (Pontianos søn) kom og sagde, at traktoren nok ikke kom i dag. Banaange! (Øv, på luganda) Super god dag hva'? Det var 6 timers ventetid, en tur mindre i poolen og hverken tur
med eller billeder af nogen som helst traktor.
Pontiano kom søndag og sagde, at han havde lavet en ny
aftale med en anden traktor, som ville komme mandag morgen kl. 8. De andre tog
så på babyhjemmet, mens Heidi og jeg blev hjemme for at vente. Da de andre kl.
9 skulle til at af sted, gik vi ind til Pontiano og spurgte efter traktoren. Han
var igen irriteret og skuffet. Han sagde, at han ville køre ind og hente den. Vi ventede og
ventede og ventede. Pontiano ringede og fortalte nu, at han var kørt foran
traktoren for at vise den vejen til farmen. Vi tænkte fedt, så er de her nok om ca. en halv
time. Men nej. Efter ca. halvanden time ringede Pontiano og sagde, at traktoren
var væk, men at han nu kørte bag den, for at sørge for, at den kom det rigtige sted
hen. Vi blev igen forhåbningsfulde. Men ikke før kl. 16 hørte vi en traktor
køre forbi farmen. Køre forbi? Men den skulle jo have os med! – Kort efter kom
Pontiano og fortalte, at han havde være meget langt væk (halvejs til en by der hedder Kalangala) for at finde denne helt
tredje traktor, som virkelig havde kørt langsomt og stoppet mange gange undervejs. Efter 25 minutter kørte vi
mod Cornerstone School. Laaaaangt om længe kunne vi få taget billeder af den
traktor, som oven i købet virkelig var en gammel og lille en af slagsen!
Tænk
at det kan kræve 14 timers ventetid og 660.000 UGX for bare at få fat i en
lille traktor! Men hvad skidt, vi er jo i Afrika og vi fik jorden pløjet og taget vores billeder.
På skolen var der straks en lille flok elever. Åååhr, hvor
var det godt at se dem igen. De blev hurtigt sat i sving med at fjerne de
større grene, der lå på det stykke jord, der skulle blive til en mark.
Traktoren gik i gang, mens Pontano forklarede os, med hænderne som kasavarødder,
hvordan de blev gode og store, når jorden blev pløjet godt blod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar