Fra intet hjem eller mindre end skur til hus!

Det er svært at forestille sig ikke at have et hjem. Eller at forestille sig, at det hjem man har, er lavet af grene, mudder, plastikposer og blade.

Vi har i den seneste tid været med til at bygge to huse til mennesker der virkelig mangler. Mange tak til dem der har støttet så vi faktisk næsten har nok til et tredje hus! Det er fantastisk!

Det første hus vi byggede var til et gammelt ægtepar. De har i mange år boet i noget, jeg ikke engang vil kalde et skur. Det var lavet af grene sat på kryds og tværs. Herpå var der mudder og nogle enkle blade. Taget var lavet af nogle meget gamle og hullede poser samt en masse blade. Hver gang det regner drypper det indenfor, og når regnen stopper skulle de ud og reparere taget.

Køkkenet bestående af et lille bål inde i huset. Toilettet bestående af et hul i jorden. Sengen bestående af nogle tæpper. 

De havde en smule banantræer, majsplanter og bønner. Deres mad er aldrig garanteret. De lever fra dag til dag, af det Gud giver dem. Nogle gange tigger de, og andre gange er de heldige at finde lidt i haven. I ”huset” så vi ikke andet mad end nogle meget små tomater, lidt papaya, nogle mangoer og en meget lille håndfuld bønner. Det var virkelig ubehageligt at se, hvor lidt de havde. 

Da vi fældede nogle få banantræer, og den gamle mand så nogle slet ikke modne matokebananer derpå, lyste hans ansigt helt op. Det var tydeligt at se af hans reaktion, at de almindeligvis ikke har nok mad.

Både da vi ankom og flere gange i løbet af dagene bukkede manden og foldede hænderne. Damen knælede helt ned på jorden. Begge sagde de både ”Vebale nyo!”, ”Vebale dalla!” og ”Niansisa!”. Alle betyder tak, men i stigende grad. Efter det begyndte manden at sige ”No porrigde. No porrigde.” med et undskyldende udtryk, der viste, at han beklagede, at de ikke havde noget porridge at byde os. Det var helt forfærdeligt. Hvordan kan han tro, at vi overhovedet har lyst til at ”tage” noget af deres mad, når de har så lidt? Det er helt utroligt. 

Det andet hus vi byggede var til en dame og hendes barnebarn. Hun har efter sin datters død af aids taget drengen Samuel til sig. De havde et hus i stil med det, som det gamle ægtepar havde, lige indtil for omkring et år siden. Her styrtede huset sammen, og de blev hjemløse. I mellemtiden har de måtte forsøge at finde steder at sove. De endte med at få husly ved en familie, der ikke boede langt der fra. 

Vi ankom til damens jord, hvor det gamle hus engang hade stået. Vi mødte hende stå og grave, for at gøre klar til byggeriet. Hun var ikke meget mere end skind og ben. Heldigvis så den lille dreng mere sund ud. 

Det er helt ubeskriveligt, hvor godt det føltes at kunne hjælpe disse mennesker. Det var virkelig værd at takke for! - Og at vi så kunne have det sjovt på samme måde! Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor simpelt et hus kan bygges. 

Klar til at knokle: 

Først ryddes jorden, der hvor huset skal bygges. Håndværkerne snittede pinde spidse, satte dem i jorden med snor imellem, for at markere hvor huset skulle være og gravede en rande hele vejen rundt, hvori soklen skulle mures op. 

Så fik vi besked på at flytte en helt masse mursten. Vi startede straks med at slæbe og slæbe - trave og trave - glide i mudderet og glide i mudderet. Vi knoklede på så godt vi kunne:

Vi fortsatte lige indtil vi fik et lille hint om at det gik hurtigere ved at smide murstenene til hinanden. En kæde blev dannet og murstenene blev kastet:

Det gik helt fint med en enkelt mursten ad gangen. Godt nok tror jeg alligevel de synes vi var ret langsomme, for da nogle af håndværkerne joinede vores kæde kom der godt nok fart på! Der var ikke noget med at være sikker på at næste mand i kæden var klar. Det kørte bare. Endnu mere forbavsede blev vi så, da vi fandt ud af, at de faktisk plejer at kaste to mursten på en gang! Warw! Der måtte vi alligevel lige sætte grænsen for vores evner! Efter adskillige rifter på hænder og arme var vi klar til næste opgave. For at kunne mure, må man have cement, men cement er dyrt, så vi bruger da bare mudder! 

En af arbejderne var godt igang med at grave et hul med løs jord.

Nogle børn gik, da vi byggede det ene hus, og hentede vand. Først gik Jacob med. Han kom stakåndet tilbage. Senere ville vi piger også med. Det gik ned og ned og ned og ned ad en lille smal sti. Forbi køer. Forbi geder og til sidst nåede vi et lille rør hvor der kom vand ud. Vi fyldte dunke og 18,7 l flasker og begyndte vandringen op og  op og op og op ad den lille smalle sti. Forbi geder. Forbi køer og til sidst nåede vi stakåndede byggegrunden igen. Jeg er glad for, at vi kun skulle gøre det en gang, men warw hvor forstår jeg bare ikke, hvordan de børn kan bære noget så tungt, så langt på deres hoved! 

Da vi kom op, hældte vi vandet i hullet. Så var det ellers bare af med sko og strømper og vær så god at hoppe i!

Sådan så vores fødder ud efter et dejligt mudderfodbad og god træning for lårbasserne!

Og jeg siger jer: bananplanter er virkelig brugbare i mange situationer! - julekort, paraply, adventskrans, prop til store dunke, gavepapir og her som badeværelsesgulv, da vi skulle vaske vores fødder. Det er vildt!

Og nårh ja! - I en pause fik vi jackfruit, som er en meget stor frugt. Vi kunne derfor kun spise en halv frugt og når man så ikke lige har sølvpapir, så bruger man da også bare bananblade: 

Efter pausen blev de første mursten lagt - husets hjørner blev dannet: 

Ved det ene hus fik Heidi og jeg lov til at mure! Først stod alle arbejderne og kiggede på det vi lavede - man følte sig meget begloet! Men det var nok også godt nok, at de lige kontrollerede, hvad vi lavede! - Vi var ret bange for ikke at gøre det godt nok! Men efter et par lagte mursten, var der kun én ved os hver til at hjælpe os, så det var helt fint. Det var hyggeligt og sjovt at prøve! 

 

Husene blev langsomt større og større:

Efter en dags arbejde, fik vi en af dagene katogko, som er kasava (en rod) med bønner til. Og selvfølgelig blev det spist på ægte afrikansk vis - med bare næver ! Og igen ser i bananbladene brugt! ;)

Da huset til damen og barnebarnet ikke er helt færdigt på nuværende tidspunkt, har jeg kun et billede af det, men her er et billede af det færdige hus til det gamle ægtepar:

 

Som prikken over i'et havde Pontiano en ekstra seng og en ekstra madras, så hvorfor ikke give ægteparret det? De blev utrolig glade! Fantastisk at se! Nu kan de sove trygt og godt uden at blive våde og uden risiko for at få besøg af diverse kryb.  

Hvor var det bare en velsignelse at kunne hjælpe disse mennesker med at få et hus! Få erordentligt tag over hovedet! Der er så mange der lever enten i noget der ikke bør kaldes et hjem eller slet ikke har et hjem. Vi har besøgt flere familier og håber meget på at de også på et tidspunkt kan få et hus. Det ville bare være fantastisk! Bed meget gerne for at det må blive muligt!