Nsimba malagala atenga bwenima

I’m planting sweet potatoes and I’m digging. Jeg planter sweet potatoes og graver/hakker. To dage i løbet af en uge har Heidi og jeg været i marken og arbejde! Det har været sjovt, lærerigt og hårdt. 

Det hele startede med, at Pontiano spurgte, om vi ville være med til at plante sweet potatoes. Vi tænkte med det samme: ”Ja da! Hvorfor ikke?!”. Et par dage senere, da vi trætte kom hjem fra skole, skiftede vi tøj og blev mere end klar til at plante sweet potatoes. Godt nok vidste vi ikke hvordan man skulle gøre, men ingen bekymringer der – vi var klar!

Vi fandt Pontiano i færd med at installere vand i farmens gæstehus sammen med Paul, en af de søde drenge, der arbejder på farmen. Vi spurgte, hvor vi skulle gå hen, og han sendte Paul med os. På vejen mødte vi Mike, som er en anden af de søde drenge, der arbejder på farmen. Da vi næsten var ved marken mødte vi John, som også arbejder på farmen. Han sagde, at de var færdige for i dag. Han gik videre, men stoppede og sagde, at drengene kunne vise os, hvordan vi skulle gøre, og så kunne vi fortsætte, hvor de havde sluppet. Først skulle vi grave lidt med en ”hoe” som det hedder på engelsk. Dvs. en hakke, men det er ikke en hakke som vi kender dem i Danmark. Det er en slags kæp med et spadeplad vinkelret på enden. Vi skulle bare lige rode en smule op i de rækker, der var lavet. Det var sjovt at prøve, men at gøre det en hel dag, må godt nok være hårdt arbejde for ryggen. Her er et billede af mig der hakker:

Jeg hakker i heden. Ja, det var virkelig varmt! I baggrunden går Paul :)

Da vi havde hakket nogle rækker, kom Paul gående med et kæmpe bundt af noget grønt. Vi tænkte, hvad i al verden er det.

Vi fandt så ud af, at det var dem vi skulle plante og som senere vil blive til sweet potatoes. Det var sådan nogle lange ”stilke”. De skulle lægges ned med den ene ende stikkende op. Det var meget svært at se, hvordan de skulle vende. Men drengene hjalp os og forsøgte at forklare os det. De var og er bare så søde de to drenge!

De lærte os også at sige ”Nsimba malagala”, som er luganda og betyder ”Jeg planter sweet potatoes”. Til gengæld lærte vi dem, hvordan man siger ”kartofler”, hvilket de synes var ret sjovt. De lærte os også en masse andre ord. Eller lærte og lærte, det er måske så meget sagt, for vi kan ikke rigtig huske dem mere. Mike sang nogle sange for os og ja, vi hyggede os rigtig, lige indtil solen skulle til at gå ned og vi måtte pakke sammen og vende snuden hjem.

Er vi ikke stærke?! Og er de ikke bare søde?! - Paul i den blå, Mike i den røde og gæt engang hvem der er i midten?

Nogle dage efter denne hyggelige oplevelse, som er sjov for os, men som er hverdag for drengene og mange andre, mødtes vi med en lærer fra skolen, Herbert. Heidi og jeg havde lovet at hjælpe ham med at hakke på hans nye jord. Vi blev hentet om morgenen af Joseph, som kørte os til Kitafali, hvor vi mødte så Herbert. Vi fortsatte ud af byen. Ud til ingenting. Da Joseph var kørt igen og Herbert lige skulle skaffe nogle hakker, stod vi der, to muzunguer, helt alene midt i ingenting og følte os en smule dumme. Men Han fik hakkerne og vi gik ned til jorden. At man skulle kunne plante noget der, syntes ved første øjekast meget utroligt. Vores første opgave var at ”fælde” alle de små døde "træer". En dreng og nogle børn var fulgt efter os, og synes virkelig det var sjovt at se os to muzunguer arbejde i en have. Drengen blev der nærmest hele dagen for at kigge på os. Så med publikum og det hele gik helt fint, lige indtil Heidi og jeg så på hinanden og spurgte: ”Har du også fået vabler?” og kort tid efter: ”Er din hud også ved at falde af?” og igen ”Klistrer din hånd også til hakken pga. væsken fra sårene?” og endnu engang: ”Svier dine hænder også?”. Det gjorde ondt, men vi holdt humøret højt og hyggede os! 

Da vi havde ryddet stykket fra der hvor vi startede og op til kanten var vi stolte over arbejdet, men det var åbenbart ikke nok! Vi blev ført længere ned ad skråningen, hvorpå hans jord er. Her skulle vi nu grave huller til senere plantning af passionsfrugter.

Vi nåede knapt nok at tænke: ”Åh nej, det kan vores hænder ikke holde til!”, før vi var  i gang. Det var hårdt, men sjovt at prøve!  

Det var varmt og vi havde allerede drukket næsten al vores vand. Pludselig skulle Herbert lige gå et stykke tid. Vi undrede os, men knoklede videre. Da han kom tilbage havde han mangoer med, som vi sad midt i ingen ting, på en mark i Uganda, under den brændende sol og spiste. Og her er der ikke noget med at skrælle mangoerne. De skylles og spises som et æble, mens man spytter skrællen ud. Det var sjovt og virkelig meget lige, hvad vi trængte til! Det var lækkert! – Derefter havde vi kun et problem; vi havde mango mellem alle vores tænder og vi kunne ikke vaske fingre. Dermed fik vi godt klistrede fingre og godt med mangosaft i vores åbne sår. Super! 

Så var det tid til at plante kaffetræer! Interessant! Vi gik ned i bunden af jordstykket. Her fandt han en lang pind på ca. 10 fod. Den skulle bruges til at måle afstanden mellem hullerne, da træerne ikke må stå for tæt. Mens han gik for at finde nogle blade, forsøgte vi at hitte rundt i, hvilke huller der skulle bruges, og hvor vi skulle grave nye. Det var noget forvirrende, men det gik. Da han kom viste han, hvordan vi skulle plante, så så var det bare vær så god at stikke de klistre hænder med åbne sår ned i jorden og placere den lille kaffeplante. Derefter skulle vi dække planten til med de blade han havde hentet, for at beskytte den mod solen.

Det sidste der skulle gøres var at planterne skulle vandes. Vi gik ned til et vandhul med nogle jerrycans (gule plastik tanke). Her skulle vi ud og balancere på en stamme, der gik hen over hullet, mens vi dyppede jerrycanen ned i vandet. Vi vandede kaffeplanterne og så Joseph komme længere oppe på marken. Dagens arbejde var veloverstået og blev afsluttet med en frisk skåret ananas i kanten – igen klistrede fingre! Men warw, hvor var det lækkert! Mums! Ugandisk ananas kan bare slet ikke sammenlignes med dansk ananas, og specielt ikke, når den nydes i det fri efter hårdt arbejde! Og at vi rent faktisk arbejde hårdt kan disse billeder af mine rengjorte hænder vidst godt bevise, selvom det faktisk var meget værre end billederne antyder:

Og jeg kan fortælle jer, at det var pinefuldt af vaske hænder og specielt at gå i bad. Uhf, hvor det bare skar, stak og sved! – Men nu er vi okay, og vi havde en super dag!

Jeg må sige, at jeg godt forstår, hvorfor så mange afrikanere er så veltrænede og, hvor har jeg meget respekt for alle de afrikanere, der arbejder sådan hver eneste dag! Respekt!