Sarah's Uganda: Break- and lunchtime

I løbet af en afrikansk skoledag er der selvfølgelig også pauser. Den første pause er efter de første tre timer – dvs. kl. 10.30. Vi starter for det meste med at hygge lidt med eleverne. Fx synes de det er helt vildt sjovt at få os til at gentage lugandiske ord efter dem. Andre gange leger vi forskellige lege. En er en luganda-sang, som jeg ikke forstår andet af, end at der er noget med en kop. Når den er sunget, skal man, mens man holder hinanden i hånden, hoppe fra side til side og ind mod hinanden. Det synes de også er vildt sjovt. Eller sådan en klappe-sang, lidt ligesom ”Andersine, Andersand og Rip, Rap, Rup de skulle ud og køre...”, bare lidt mere kompliceret – jeg har kun gennemgået den fejlfrit én gang. Men sjovt det er det da! Og tages et kamera frem går der helt panik, kaos og ivrighed i den! Alle vil være på billederne. Alle vil tage billederne og ingen kan stå stille!

Det er også her i pauserne vi får mulighed for at snakke lidt med de elever, vi ikke underviser. Der er utrolig mange, der gerne vil snakke med os og være vores venner. Mindst én gang om dagen kommer en elev hen med en gave til os i form af breve, mangoer, guava, appelsiner, sukkerrør eller andet. Det er bare alt for sødt! - Vi er endda blevet begavet med et par øreringe og en halskæde hver! Og når man så siger ”Webale nyo mukwaano!” (Mange tak min ven!), bliver de helt vildt glade. Det er utroligt og tankevækkende, at de som har så lidt, alligevel så gerne vil give til os, som har så meget. Man bliver bare så glad hver gang! Det kan godt være vi kom til Uganda for at give fra os, men vi får lige så meget, hvis ikke mere, igen. Ikke bare i fysisk form af gaver, men de viser bare på så mange måder, at de holder af os, er taknemmelige og gerne vil os. Den måde de er på giver virkelig meget!

Efter at have hygget lidt med eleverne, er det tid til chapati (en form for madpandekage) og te eller porridge (varm drik lavet af majsmel). Vi går til ”kontoret” og sidder der sammen med de andre lærere. De er for det meste i godt humør og laver ofte sjov og spas med os og hinanden. Se bare her Pauline i "kontoret" til fodboldturnering med Jacobs grej på som gangster:

Og John der ikke liiige var frisk på et billede:

I alt er der 9 lærere ud over os, som alle er super flinke, super skøre og gerne vil være vores venner. Det er altid rart at være i deres selskab! Når vi sidder og snakker kommer eleverne ind med chapati og te til os. De knæler helt ned for os, når de giver det, hvilket jeg virkelig har haft svært ved at vænne mig til. Forholdet mellem lærere og elever her er meget anderledes end hjemme i Danmark. Nogle gange siger lærerne ikke engang tak til dem, når de kommer med det. Det har Heidi og jeg dog prøvet at lave lidt om på, ved at forklare dem, at de altså bør sige tak. Udover det er lærerne meget venligere over for eleverne end jeg havde forventet. Vi blev på forberedelseskurset forberedt på at nogle lærere slog eleverne. Det gør de heldigvis ikke her på Cornerstone School. Selvom det nogle gange virker som om, eleverne er tjenere for lærerne kan man stadig se, at de vil virkelig det bedste for eleverne.
I timerne knæler eleverne også ned for os, når de afleverer deres opgaver, når de giver os gaver, når de siger tak, eller når de i en time spørger om tilladelse til at gå ud. Det er meget svært at vænne sig til, idet vi ikke ønsker at sætte os højere end dem, men derimod være på ligefod med dem. Vi vil både være deres lærere og deres venner.
Når pausen, kl. 11, er ved at være slut, er det ikke lige altid, at alle får rejst sig med det samme. Her kommer afrikanerne op i lærerne, så de får ofte først rejst sig omkring kl. 11.10. - Men nu har vi købt dem et ur, så det håber vi, kan hjælpe dem lidt på vej! :)

I den næste pause, kl. 13.00, er det tid til at spise posho (kogt majsmel) med bønnesovs til. Bønnesovsen er helt fin, men posho vil jeg nok ikke ligefrem kalde min livret. Det er fint nok og kan sagtens spises, det er slet ikke det, men det har bare en meget tyk konsistens og smager ikke rigtigt af noget. Men det er vel også en del at oplevelsen! Det ville jo ikke være det samme uden. For også at vise lidt af skolens standarder, kan i på billedet nedefor se skolens køkken, som virkelig ikke er i god stand, men dog er der og fungerer fint.

Når denne pause, kl 14.00, er slut, bliver vi hentet af Joseph, vores bodabodachauffør. Når vi kører står hele P1 og P2 i ”døren” til deres klasselokaler, vinker og råber ”Bye, bye teacher Heidi and teacher Sarah!” eller ”Tulabagane lwakubirri/lwakuna!” (Vi ses på tirsdag/torsdag!). Det gør de sammen med alle de elever der er udenfor. Det er en afsked, der går lige i hjertet hver evig eneste gang og gør, at man ikke kan andet end at glæde sig til at komme igen næste gang - og nu tænke: "Ååhr, det kommer jeg kun til at opleve én gang mere!" Det gør helt ondt i hjertet at skulle sige farvel til alle de dejlige mennesker!
Her er nogle glimt fra pauserne: