Julepynt, jubel og jammer i Jinja

Denne weekend så ud til at blive vild - jeg ved i hvert fald, at jeg temmelig sikkert havde en nervøs mor derhjemme! Men vi er alle overlevet med humøret højt, så det er bare super! 

Det første vilde punkt var, da vi i Kampala (hovedstaden) stødte på julepynt i et stort center! - Og ikke bare julepynt, men også rigtig chokolade og slik, blandt andet Haribo, i massevis! Det var for vildt! 
Vi skyndte os derefter videre til Jinja, hvor alt det ekstra vilde skulle ske. Vi fandt med Sigurds (Vi var af sted med to volontører, Kamilla og Sigurd, fra Uganda Child Care) fantastiske stedsans det hostel, vi skulle sove på - kun med en lille smule besvær i mørket på de små jordveje lige uden for byen. Det var et super hyggeligt sted, hvor vi bestilte mad og spillede Jungle Speed inden vi gik til køjs. 

Den fantastiske udsigt over Nilen fra et af de hostels vi overnattede på, som virkelig vidner om den kreative og kunstneriske Gud vi har!

Dagen efter vågnede vi meget spændte med kriller i maven. Det var dagen for river rafting. Vi blev hentet af en bus og kørt til stedet, hvor vi betalte og fik udleveret hjelme og redningsveste. Alle de ansvarlige virkede helt cool og calm. Igen blev vi sammen med alle de andre deltagere stoppet ind i to busser og kørt til startstedet. I bussen var der temmelig stille - jeg tror alle var meget spændte på, hvad dagen ville bringe. 

Da vi ankom begyndte alle guiderne at bære bådene ned til vandet – den følgende bemærkning er tiltænkt mine veninder: Seriøst de var lækre! Der var bare lækker mørk kulør, sixpacks og lige tilpas trænede arme over det hele! I skulle have set det! Mums! ;)

Alle guiderne startede med at lære os de forskellige kommandoer som ville blive råbt til os undervejs: go forward/backwards, turn left/right, get down og go hard forward/backwards. Alle disse kommandoer var ting, der skulle gøres for at passere alle de rapids vi skulle. Derudover lærte de os også proceduren når én, flere eller alle faldt i. Hvordan man skulle bruge bestemte tegn til at kommunikere, og hvordan man skulle kigge i strømmens retning, lade sig flyde med og ikke begynde at svømme før vandet igen var stille. Vi trænede også, når båden flippede (vender med bunden i vejret) – hvordan man kommer ud, og hvordan man vender båden om igen. Vores guide, Ashiraff, var super god til at forklare og sørge for, at vi var trygge. Så forklarede han ellers, hvad vi skulle gøre ved den første rapid med et samlet fald på 4 meter. Vi øvede det et par gange og var så klar med spændte maver, redningsvest og hjelm!  

Klar til introduktionen! Her sidder vi og hopper op og ned for at kunne komme ud på vandet.

Det var super sjovt, når vi skulle gennem en rapid - altså der hvor det er vildt. Mellem dem var vandet helt stille. Der var utrolig smukt. Fugle i vandet, en enkelt lille grøn slange og smukke træer og små bjerge over det hele. I det smukke landskab roede vi et sted mellem 15 og 40 minutter mellem de forskellige rapids. Her snakkede vi lidt, skubbede hinanden i, svømmede og nød det.

Da vi var halvvejs med antal rapids, roede vi ind til siden, gik op af en meget lang trappe og fandt der lækker middagsmad. Der var ananas, en wrap, pastasalat, kage og sodavand til alle. Fantastisk! Derefter var vi ellers klar til at fortsætte. Her er nogle billeder fra den fantastiske tur, så i kan se, hvor awesome det var:

Undervejs var tre fra vores båd faldet af enkeltvis, hvilket der selvfølgelig blev grinet lidt af (når vi først så, at de var okay), men et flip havde vi ikke formået, så vi sagde inden den sidste rapid til Ashiraff, vores guide, at hvis vi kunne, ville vi gerne flippe. Det kan han jo ikke helt bestemme, om vi gør, men vi gjorde det. Pludselig var der vand over det hele, og jeg anede ikke, hvor jeg var - hvad jeg vidste var, at jeg ikke var i båden, men under vandet. Jeg vidste ikke, om jeg svømmede op, ned, hen eller om jeg over hovedet svømmede. Jeg kunne intet se og kunne ikke få vejret og var lige på vej til at tænke: ”Nu dør jeg!”, inden jeg kom op over de store bølger og kunne gispe efter vejret. Her blev det til det fedeste og vi fandt hinanden flade af grin. Så kunne vi ellers slappe af, svømme rundt i det stille vand, snakke med nogle af kajaksejlerne, der undervejs havde været klar til at hjælpe, når nogen faldt i og til sidst hoppe om bord i båden for at seje ind til land igen.
På de følgende billeder kan i se vores fantastiske flip:

Vi røg ind i bølgen...

Båden kom på højkant og...

...vi forsvandt

Efter denne vilde tur synes vi at have varmet godt og grundigt op til den følgende dag, hvor bungee jumping stod på programmet! 

Da vi vågnede på denne dag, var nogen mere nervøse end andre. Nogle sagde, hvad nu hvis jeg rammer klippen? Hvad nu hvis elastikken springer? Hvad nu hvis der springer en krokodille op, lige når jeg er nede ved vandet? Og hvad nu hvis en helt masse andre ting. Det tænkte jeg ikke så meget over lige der. Det var bare noget jeg skulle gøre, og som jeg glædede mig utrolig meget til at gøre. Det var først da vi steg ud af bilen og skulle til at betale, at nervøsiteten begyndte at ramme mig. Så skulle jeg lige pludselig tisse lidt mere - og det gjorde det ikke meget bedre, at man fra toilettet kunne se ud på dem der sprang og høre deres skrig! Men udover det var jeg meget, meget spændt! 

Vi blev fulgt hen til et højt trappetårn, der førte op til den platform, som gik udover vandet, og som vi skulle springe fra. Så kunne vi ellers stå der og få svitset vores fødder på metallet, mærke platformen svinge, kigge laaaangt ned til vandet og se andre springe. Så fik jeg seletøj på, eller hvad det nu kaldes. Det værste tænkte jeg blev det at skulle springe. At få sin krop til bare at springe ud i ingenting, hvor der bare er langt ned. Puha! De mænd der stod for det på platformen var heldigvis ret professionelle. De var helt afslappede, i godt humør og rigtig gode til at berolige. De kunne også forklare os, at det var helt normalt at være nervøs. Det er selv de, når de hver uge tester elastikken. En af dem forklarede det ved, at man aldrig bliver vant til at springe, på samme måde som man aldrig bliver vant til at drikke varmt vand. 

Nå, men så blev det min tur. Jeg satte mig i stolen for enden af platformen. Satte mine fødder på en dims, som jeg blev bedt om. Samlede mine knæ. Spredte mine fødder og lod så ellers denne hersens mand vikle et hånklæde om mine ankler og spænde et blåt bånd omkring. Dernæst fik jeg Jacobs GoPro-kamera monteret på mit hoved og spændt fast med en snor til mit seletøj, i tilfælde af at det skulle falde af. Til sidst spændte manden elastikken fast til mine fødder og bad mig hoppe ud til kanten. Der stod jeg så, meget nervøs, med mine tæer ud over kanten og blev bedt om at slippe med hænderne og vinke til kameramanden og mine venner - altså hvad tror han selv?! Man kan da ikke holde balancen der med tæerne ud over kanten til et 44 meters fald?! Men jo han mente det, og jo man kunne åbenbart godt holde balancen på den måde. Lige der tænkte jeg bare: "lort i laden, jeg kan da ikke hoppe ud her?! - Men okay, lige meget, jeg SKAL og jeg VIL!". Så råbte de: "3, 2, 1 BUNGEE!" Og så skulle jeg jo hoppe, men jeg kunne simpelthen ikke hoppe, så jeg kom godt ned i knæ før jeg fik lænet mig ud over kanten. Slet, slet ikke elegant. Men warw de 44 meter ned kunne give et sug i maven og få mig til at skrige og grine som en sindsyg! Det var virkelig sjovt! Hvis du nogen sinde får muligheden for at gøre det, så GØR DET! Og lad bare vær med at tænke over det, for det er for fedt! 

Da jeg havde hængt der og dinglet lidt, kom en gummibåd hen, og to mænd hjalp mig ned i den, hvorefter jeg blev bedt om at stå op, så jeg kunne få udstyret af. Aldrig har det været så svært at holde balancen i en gummibåd.

Op på land med mig og så var det ellers bare vær så god at tage den meget(!) lange tur op af en meget ødelagt trappe sammen med alle de store firben! Fedt, så mistede jeg også lige evnen til at trække vejret normalt! Tak for det! 

Men warw, hvor var det bare fedt og utrolig sjovt! - Jeg var nød til at gøre det igen! Så det blev lige til to hop mere, efter en tur på café, da de tredje hop var gratis! Og by the way sprang jeg baglæns den sidste gang! Endnu mere fedt! 

Caféturen inden de sidste to spring bød blandt andet på disse drikke.

Hvis I vil se de andres spring kan i se på deres blogge, men her er nogle af mit spring:

Vi troede vidst alle, at vi var døden nær denne weekend. Men nej, sikkerheden var i top, og vi havde det for fedt!
Turen blev sluttet stille og roligt af med en tur forbi Nilens udspring fra Victoriasøen. Skønt og smukt!

Nilens (til højre) udspring fra Victoriasøen (til venstre). 

Pigerne ved Nilens udspring. Fra venstre: Line, mig, Mathilde, Heidi og Kamilla.

Næste morgen gik turen så tilbage mod Masaka, men kan man køre forbi centeret i Kampala uden at købe sig et lille lager?