40 kg giveaway i bushen

Hvad kan man bruge sin lørdag på? Det er en fridag, så man kan gøre hvad man vil. Man kan se fjernsyn. Man kan være sammen med venner. Læse en bog. Lave lektier. Sove. Man kan gøre, hvad man vil. For noget tid siden havde vi en helt speciel lørdag. Vi fik en flot gåtur, en anden side af Uganda at se og ikke mindst muligheden for at hjælpe. Det var skønt!

Vi tog om formiddagen til Cornerstone School, hvor Heidi og jeg underviser, for at møde en lærer, som ville tage os med på en gåtur i bushen. Her kunne vi besøge fattige familier, der bor i små hytter.

Det var en utrolig smuk tur i ren natur. Det var helt øde – kun med meget små og smalle stier. De fleste lever af at sælge mælk fra deres køer og nogle også kaffebønner. Det er utroligt, synes jeg, at de kan leve af det. Og ja, at de i det hele tage kan leve som de gør. De bor sådan virkelig langt ude. Nogen mener, at jeg bor langt ude i Danmark, men nej kære venner, det gør jeg virkelig ikke! Jeg forstår ikke, hvordan de kan finde rundt på de små stier. Hvordan de kan bo 11 mennesker i en lille rund lerhytte eller 18 i et lille lerhus. Hvordan børnene kan gå så langt for at komme i skole hver eneste dag. Hvordan de får vand at drikke. Hvordan de får mad. Det var utroligt at se, og jeg undrer mig stadig. På en måde beundrer jeg dem. Hjemme i Danmark brokker vi os over en helt masse småting. Fx hvis toget er 5 minutter forsinket. Hvis strømmen går, mens vi ser en god film. Hvis netto ikke lige har den rigtige leverpostej. Hvis det ene og hvis det andet. Vi klager over så mange ting. Før tænkte jeg ikke så meget over det, men holdt da op hvor har vi bare ikke noget at brokke os over! Det er en af de ting jeg håber jeg vil tage med hjem til Danmark. Jeg vil lære at være mere taknemmelig for alt det luksus vi har derhjemme. Jeg ville ønske jeg kunne vise alle jer derhjemme, hvad vi så, men det kan jeg ikke. Jeg vil alligevel prøve med nogle billeder fra turen:

Kaffebønner, der ligger til tørre i solen.

Hønsehus.

Denne bygning bruges af en familie som køkken. En anden familie havde en bygning der mindede om denne. Den var lidt mindre og blev brugt som soveværelse til nogle af børnene, da de var for mange til alle at kunne sove i den runde hytte. 

Sådan ser loftet ud i de små runde hytter.

Disse "krukker" bruges til opbevaring af mælk. De lyse er udhulede planter. De mørke er lavet af træ. Utrolig fascinerende. 

Noget ved dem, der også virkelig er beundringsværdigt, er deres gæstfrihed. De var alle flinke og ville gerne svare på de spørgsmål vi havde. De åbnede deres ydmyge hjem for os, helt fremmede, som de godt ved har så meget mere end dem selv. Det synes jeg var utrolig flot af dem.

Det var også utrolig rart at kunne give dem nogle gaver og derved hjælpe dem lidt. Det kan godt være, at det var hårdt at slæbe omkring 40 kg fordelt i 4 rygsække på en sådan gåtur, men det var det hele værd! Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dem endnu mere, for de gaver (ris, sukker, salt og stearinlys, samt bolsjer og kiks til børnene.), vi havde med vil jo hurtigt få ende. Desværre. Den eneste måde jeg nu kan hjælpe dem på, er ved at bede for dem – og hvis i har lyst må i meget gerne være med! :)

6 timers luganda og en biskop!

I en uge, hvis ikke mere, har mange fra Kamuzinda Victory Church, som vi kommer i, været i gang med forberedelserne til en helt speciel dag – d. 15/9-13 skulle kirkens præst, Daniel, indvies til biskop for den sydlige del af Masaka distriktet. Alle de 40 kirker, der er under Kamuzind Victory Church, var inviteret. De forventede dermed et sted mellem 1000 og 1500 mennesker, hvilket vi var meget overrasket over. Kirken er meget lille i forhold til at kunne rumme så mange mennesker. Vi kunne slet ikke forestille os, hvordan det skulle være muligt.

Dagen før var vi gået op til kirken for at se, om vi kunne hjælpe med noget, men de var færdige. I stedet faldt vi i snak med nogle fra kirken, som fortalte at festen ville starte kl. 9. På trods af, at Pontiano sagde, at vi først behøvede at komme omkring kl. 10-10.30, var vi der kl. 9. Pladsproblemet blev nemt løst med en stort firkantet form for telt. Der var pyntet utrolig flot op med lilla og gule blomster, bånd og sløjfer, men klar var de ikke. Midt i det hele stod enormt mange beskidte stole – så nu fik vi chancen for at hjælpe! Trods heden og festtøjet gik vi fluks i gang med at vaske stole med gamle stofstykker og sæbevand. Det var skønt endelig at kunne hjælpe! :)

Pludselig skulle alle gå udenfor teltområdet. Vi stillede op i kø – kvinderne for sig og mændene for sig - hilste på kvinderne omkring os og blev tjekket med metaldetektor af en politidame, før vi igen kunne gå ind.

Vi blev omkring kl. 10.30 vist hen til nogle stole ikke langt fra højtalerne, hvor vi så sad godt på vejen til Halvdøv. Der sad vi så og kiggede på den lugandatalende mand, hvis stemme rungede, mens andre forsøgte at få lyden til at virke. Efter noget tid kom korlederen, Vincent, og bad os følge ham. Vi blev placeret klods op ad højtaleren – nu på vejen til Døv. Der, allerede inden festen rigtig var startet, begyndte vi at få hovedpine og tænke: "Det skal bare være løgn det her!". Men efter kort tid kom der heldigvis endnu en mand fra kirken, som flyttede os væk fra højtalerne. Det var ikke mindre end rart!

Vi sad der og forstod intet, mens vi tålmodigt ventede på at festlighederne skulle starte. Koret sang og dansede og folk klappede, dansede og sang. Efter et godt stykke tid ankom biskoppen endelig! Egentlig var der to biskopper. Vi kendte bare ikke den anden, som blev biskop over hele Masaka distriktet. Efter at have klippet det lilla bånd i æresporten over, gik han med sin familie og hele det dansende kor, gennem den, op ad den røde løber og op til ”scenen”. Det var super festligt og alle så ud til at være glade.

Biskoppen satte sig og så gik vi ellers, uden vi vidste det, en stor tålmodighedsprøve i møde. De næste 6 timer, dvs. ca. til kl. 16.30, sad vi uden pause og forstod intet, da alt foregik på luganda. Vi rejste os, når de gjorde det, og vi klappede, når de gjorde. Vi gjorde vores bedste for at passe ind. 

Så vidt som hvad vi er blevet fortalt og vores teori rækker, var der først gudstjeneste med lovsang og dans fra forskellige kor. Derefter var der nogle sang- og danseindslag og en helt masse taler, bl.a. biskoppens egen tale.

Det var meget langtrukket, men stadig spændende at se, hvordan en sådan stor begivenhed bliver fejret her i Uganda. I Danmark holder vi taler mens vi spiser, men her i Uganda spiste vi først til sidst. Det var til gengæld også noget af en oplevelse! Da det lakkede mod enden kom en mand fra koret og bad os følge ham. Vi skulle spise i børnekirkens hus (som IM’ere fra Viborg har været med til at bygge), hvor alle de fine og fornemme gæster sad. Det føltes helt forkert, men sådan er det ofte hernede, da hvide mennesker, såkaldte muzunguer, er ret højt stillet. Man kan nogle gange få det helt dårligt over det, da vi jo ikke synes vi er højere stillede end dem. Fx oplevede vi et lidt ekstremt eksempel på dette, da to kvinder efter festen kom hen til os, snakkede på luganda og knælede helt ned til jorden for os. Det er virkelig svært at vide, hvordan man lige skal reagere i en sådan situation. 

Nå, vi kom fra maden: Vi stillede os i kø og jeg siger dig, vi fik virkelig mad! Det var store tallerkener, der blev fyldt(!) med matoke (varm bananmos af en slags madbananer. Der smager en smule som kartoffelmos.), ris, sweet potatoes, oksekød, kylling og sovs. Der var virkelig meget mad og det skulle spises med fingrene! Det var ret sjovt at prøve, men hold da op det var noget gradtværk! Jeg er ret sikker på, at det kræver en del øvelse at spise ris og sovs med fingrene! – Vi må også have set ret sjove ud. Vi blev i hvert fald kigget lidt på ;)

Matoke - Det smager faktisk ret godt med bønnesovs!

Så tænker du måske: ”Hvordan i al verden fik de lavet så meget mad til så mange mennesker, når de ikke liiige har et industrikøkken eller Kokken og Jomfruen til rådighed?”. Jo, nu skal du bare høre. Det er slet ikke noget problem! De laver et halvtag, hvorunder de står og laver mad i kæmpe(!) gryder. Og hvordan holder de det så varmt? - De bruger da bare palmeblade!

Se bare her:

Da vi havde spist, var det tid til at give vores gave, hvilket i sig selv var en speciel oplevelse. Det skulle gøres foran alle gæster, mens der i højtalerne blev sagt: ”And this is from our friends at Kamuzinda Farm!”.

Da vi kom ud skulle vi have taget familiebillede med den sødeste afrikanske familie jeg kender:

Først var dagen meget kedelig, da vi ikke forstod noget som helst af, hvad der foregik, men egentlig synes eg dagen var god, da vi fik set, hvordan de fejrer en sådan begivenhed på en helt anden måde end, hvad vi er vant til hjemme fra Danmark.

Hønselort og majs!

Vi vil gerne opleve så meget af Uganda som overhovedet muligt i vores 4 måneder. En aftale med Pontiano, om at han siger til så snart vi kan hjælpe med et eller andet på farmen, i kirken eller andre steder, hjælper os fx med det. Denne aftale har for nylig medført, at vi har rørt tørret hønselort og sået majs på Ugandisk vis.

Pontiano lånte for nogle dage siden to tyre til at plove marken med. Her i Uganda har de nemlig ingen traktorer eller lignende til markarbejdet, så det foregår på gammeldags manér i stegende hede!

Vi var med i marken i to dage nogle timer ad gangen. Den første dag gødede vi marken. Det foregik ved, at vi smed store håndfulde tørret hønselort i bunker med ca. to fødders afstand i plovfugerne. Med en god portion positiv indstilling og godt humør blev det både sjovt, hyggeligt og ikke mindst lækkert, på trods af, at vi svedte i varmen og blev utrolig beskidte, da hønselorten støvede forholdsvis meget.

To dage efter skulle majsene sås. Vi fik hver en tørret majskolbe, som vi pillede majskornene af, håndfuld efter håndfuld, mens vi smed tre korn ad gangen.

Efter os fulgte nogle drenge med store hakker. De sørgede for at jord, majskorn og hønselort blev blandet.

Umiddelbart lyder det måske ikke som en lang proces, men når det skal gøres på en hel mark, som altså er okay stor, tager det godt nok sin tid!

Nu har vi været med til at så majsene, så nu glæder jeg mig bare til, at de begynder at spire og gro! Det er jo ekstra sjovt at se, når man selv har været med til at plante dem. John og Francis, som arbejder for Pontiano, fortalte os, at de om ca. 3,5 måneder vil være klar til høst. Altså hvis vi er heldige, kan vi liiige akkurat nå at smage dem! Det kunne være fedt!

For os var det sjovt og spændende at prøve, men man glemmer nemt, synes jeg, at det faktisk er deres hverdag. Det er helt normalt for dem, og det er det de, og mange andre, lever af. Det er langt over halvdelen af den Ugandiske befolkning, der lever af landbrug. Derfor er de også meget afhængige af regnen. Hjemme i Danmark bryder de fleste sig ikke om regn. Mange af os er utrolig glade for solen, hvilket også et par gange har fået mig til at sige ”åh nej” til at det regner. Her er det hver gang hurtigt blevet forklaret mig, at de er meget meget glade og taknemmelige, når regnen kommer – så kan deres planter nemlig gro. Så er det fuldstændig ligegyldigt, at man skal stå strandet to timer under et lille tagudhæng på vejen hjem, pga. regnen. Og by the way, når jeg siger regner, er det altså ikke, som når det regner i Danmark. Det er virkelig regn! Regn så det gør en forskel! Vandet drøner af sted i vejkanten og ned af de røde veje, mens flere biler holder ind til siden.

Dette er også et af mange uganderes store bedeemner; at regnen må komme, for hvis den ikke gør, går det hårdt ud over deres økonomi og levevilkår.

Det var meget spændende at være med til at gøde og så på deres måde, men det gav også et bemærkelsesværdigt og tankevækkende indblik i deres hverdag – det er altså hårdt og nedslidende arbejde hver eneste dag!

  

Kaos i Kampala

Vores første længere tur gik til Kampala, som er hovedstaden i Uganda. Pontiano skulle dertil, så vi fik et lift på den tre timer lange tur, hvor vi både fik chapati (en form for madpandekager) og ristede bananer. Mit førstehåndsindtryk af Kampala er kaos. Det vil i efter mit forsøg på at beskrive, hvad vi oplevede, forhåbentligt forstå hvorfor. Egentlig er det en forholdsvis vestlig by, dog med undtagelse fra nogle, nok alligevel en del, ting.

Da vi ankom fulgtes vil med Pontiano til en musikbutik, for at købe en guitar. Jeg ved virkelig ikke, hvad vi havde gjort, hvis ikke han havde været med! Der var bodabodaer over det hele – altså sådan virkelig over det hele! På kryds og tværs ind mellem bilerne, som også kørte på kryds og tværs mellem hinanden. De maste sig frem og tilbage og vendte rundt som de ville. Oven i det myldrede det med mennesker, som også bare gik ind mellem bilerne og bodabodaerne, når de ville, for at komme over vejen. Der var ikke rigtigt noget fortov. Det der nok skulle være det, var en blanding af sand, grus, huller og mudder. Et sted var der en kæmpe vandpyt med en form for kantsten, vi kunne gå line på for at komme videre. Det er tankevækkende, at en så stor by, kan være så langt fremme i forhold til mange andre steder i Uganda (og sikkert også i resten af Afrika), men på samme tid være så langt bagud i forhold til en vestlig by, som fx Kbh. Det siger bare lidt om, hvor fattigt Uganda (og Afrika som kontinent) er.  

Da Pontiano skulle videre, fortalte han os, hvilken vej vi skulle gå, for at komme til et stort craftmarked med afrikanske ting. Vi forsøgte at følge hans instruktioner og gik og gik og gik og gik. Vi stødte ikke på noget craftmarked. Vi spurgte og ingen vidste, hvad vi snakkede om, men alle pegede alligevel i en retning. Vi fortsatte og fortsatte, gik op og ned og frem og tilbage, til vi alle var gennemblødte af sved i varmen. Vi fandt ikke markedet, men til gengæld fandt vi et vestligt center, hvori der var en lille craftbutik, med rigtig mange flotte ting. Her faldt vi lige over noget is, som vi ellers aldrig rigtig får hernede og en noget skuffende chokoladekage. Vi fik slappet lidt af inden vi gik ud og fandt en special hire (taxa, hvor vi er de eneste passagerer) tilbage til Backpackers (det hostel vi boede på). Han kendte craftmarkedet og ville derfor hente os dagen efter.

På markedet var der oceaner af små butikker med alverdens afrikanske ting. Der hang flotte og farverige kjoler over det hele. Der var store horn fra køer, masker af træ, engle lavet af planter, kurve lavet af bladene fra bananplanter, tasker, bandanaer, smykker, mønstrede bukser, flot salatbestik, diverse dyr af træ, trommer med koskind og meget, meget mere. Det var helt vildt! - Og vores penge svandt meget hurtigt ind! Alle kaldte på os: ”Come and see!”, ”You can come”, ”You see, these are beautiful. I will make a good price for you!” osv. Alle ville sælge til os og alle ville sælge mange af de samme ting. Nogle kunne man sagtens få ned i pris, mens andre virkelig var svære at handle med. Det var sværrest når de trak samvittighedskortet og bad om støtte, fordi de ikke havde meget i forhold til os. Det er jo rigtigt, hvad de siger og man får det så dårligt over at stå og prutte om prisen med dem. Man har lyst til at hjælpe og støtte dem alle, men det kan man bare desværre ikke, og det er en utrolig frustrerende ting jeg har at lære hernede; jeg kan ikke hjælpe/rede alle.

Men som i kan se på det følgende billede fik vi virkelig købt mange ting!

For at være i Kamuzinda inden mørkets frembrud gik vi efter en taxa omkring kl. 15. det viste sig at være et større projekt! Vi kom i vores søgen forbi steder, hvor nogle taxaer holdte, men ingen af dem skulle til Masaka eller Bukunda. Vi blev henvist til en ”parkeringsplads” for taxaer - og WARW! Det må jeg sige: der var, sådan for alvor, virkelig mange taxaer! Se bare her:     

Men utroligt nok, lykkedes det os midt i den mudrede labyrint af taxaer, boder og menneskemylder at finde en, der gik til Bukunda! Her ventede Josef og to andre bodabodachauffører, som bragte os sikkert og godt tilbage til Kamuzinda Farm efter denne osede, kaotiske, hyggelige og alt i alt super gode og spændende tur!

Victoria Lake

Når en dag er fri, vil vi gerne slappe af eller smage en bid Uganda, så i lørdags tog vi til Victoriasøen. Vi stod tidligt op – dvs. mens det stadig var mørkt. Kl. 6.45 blev vi hentet af Josef, Jefred og Fred (bodabodachauffører).

Line, Heidi, Fred, Jofred, Joseph, mig, Jacob og Mathilde står desværre bag kameraet.

Det var en utrolig smuk tur på lidt under en time. For det første var der den flotteste solopgang. Himmelen var helt rød og gylden. Det bakkede landskab mindede om en regnskov med bananplanter og andre rigtig afrika-agtige træer, som man ser dem i Løvernes konge. Der var lidt diset og enkelte små skyer lå rundt omkring myreturer (ikke som i DK, men store mgribbe, fløj hen over solopgangen. På trods af, at de lignede gribbe passede de ret så godt ind i den idylliske stemning. Efter et godt stykke tid siger Fred, som Mathilde og jeg kørte med, noget, som vi ikke helt forstod, da han ikke kan snakke engelsk. Vi fandt dog hurtigt ud af, at han sagde, at vi var ved at være der. Vi stod af og blev mødt af en lugt af fisk. Der var sand, fiskesnøre og net over det hele. Ved bredden var der mange både, som lige var kommet i land efter nattens arbejde på søen.
yreturer) i græsset. Det var virkelig smukt og det kan ikke beskrives. Nogle hentede vand og andre kom gående med stakke af pinde på hovedet, mens to fugle, vi, på baggrund af deres silhuetter, blev enige om mindede lidt om
Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet til at se, hvad de lavede, hvis ikke vi havde haft Josef med som "guide" og tolk. Der var virkelig mange mennesker. Alle arbejdede. Nogle skubbede både op. Andre sortere de fisk. Og andre igen bar store baljer med fisk op til husene. 

Børn legede omkring og nogle stoppede op for at kigge på os, mens andre, specielt to drenge, valgte at følge os på hele vores gåtur langs bredden, og ville meget gerne være med på alle de billeder vi tog.  Disse børn var ikke de eneste, der synes vi var sjove at kigge på. Rigtig mange af dem grinede af os, når vi tog billeder, hvilket jo for dem også er meget underligt, da det er deres hverdag. Vi gik videre og blev, mens vi passerede en lille ”lejr”, hvor nogen sad og lavede mad, og mange bunker af muslingeskaller, som bruges til hønsefodder, overhalet af en stor flok kvæg. 

På en nat fanger de omkring 150-200 fisk plus/minus, som de sælger til bodabodachauffører, der tjener penge på at hente og bringe til små boder i de nærliggende byer. Der er både store fisk og små silver fishes, som vi tit har set ligge kogte i boderne hjemme ved Kamuzinda. Disse og også de st
ørre fisk spiser de med glæde både hoved, øjne og hale af. 

Vi sad også noget af tiden på nogle små klipper med nogle af de børn, der var fulgt efter os. Herfra var udsigten over bredden, hvor de fiskede rigtig god. Senere oplevede vi, hvor sjældent det er, at der kommer hvide der. Vi sad tæt pakket på en bænk og ventede, mens vi  meget direkte af børn og mere diskret af ældre blev kigget på. Flere kom også hen og hilste på os. Her i Afrika hilser man ofte på fremmede. Det er helt naturligt, og når man gør det, er det altid med et: "Hallo! How are you?". Man spørger altid til, hvordan andre har det, hvilket jeg synes er utrolig rart. Nogle gange kan det godt virke en smule overfladisk, men alligevel er det rart. Man føler sig meget mere velkommen og stemningen bliver også dejlig behagelig af det. 

Vi blev på turen også mødt med en lille tradition, der er en del af den afrikanske kultur. Josef fortalte, at man hver gang man kommer til noget nyt vand, skal drikke af det. Da han havde sagt det, fyldte han en muslingeskal med vand fra søen og drak det. Normalt skal man også dyppe foden, men det gjorde han sidst han var der. De gør det, fordi det skulle bringe held. 

Det var utrolig spændende at se, hvordan de lever, men det var også hårdt at se, hvor lidt mange af dem har. Der var mange af dem, der havde hullet tøj, og nogle af drengene, som ofte havde en smule for store bukser på, så ikke engang ud til at have undertøj. Man får så ondt af dem og man bliver så forundret over, hvordan de alligevel ser ud til at have det godt og være glade. Hvordan de har overskud til at være så imødekommende. Det er utroligt, og man bør virkelig tage ved lære af dem, når man tænker på, hvor meget vi har i DK, og hvor utaknemmelige vi nogen gange er.
Da vi var klar igen, satte vi kursen mod et marked i Bukunda, for bl.a. at købe nogle afrikanske kjoler til os piger og nogle T-shirts til Jacob. Dette blev dog afbrudt af en ordentlig omgang regnvejr og efter et par timers ventetid for at komme hjem, blev den gode dag afsluttet med to tøsefilm (Jacob prøver at vænne sig til det). Det var en god dag!

Der kommer billeder på så snart nettet er bedre :)

Jeg håber i har det godt allesammen!