Break- and lunchtime

I løbet af en afrikansk skoledag er der selvfølgelig også pauser. Den første pause er efter de første tre timer – dvs. kl. 10.30. Vi starter for det meste med at hygge lidt med eleverne. Fx synes de det er helt vildt sjovt at få os til at gentage lugandiske ord efter dem. Andre gange leger vi forskellige lege. En er en luganda-sang, som jeg ikke forstår andet af, end at der er noget med en kop. Når den er sunget, skal man, mens man holder hinanden i hånden, hoppe fra side til side og ind mod hinanden. Det synes de også er vildt sjovt. Eller sådan en klappe-sang, lidt ligesom ”Andersine, Andersand og Rip, Rap, Rup de skulle ud og køre...”, bare lidt mere kompliceret – jeg har kun gennemgået den fejlfrit én gang. Men sjovt det er det da! Og tages et kamera frem går der helt panik, kaos og ivrighed i den! Alle vil være på billederne. Alle vil tage billederne og ingen kan stå stille! 

 

Det er også her i pauserne vi får mulighed for at snakke lidt med de elever, vi ikke underviser. Der er utrolig mange, der gerne vil snakke med os og være vores venner. Mindst én gang om dagen kommer en elev hen med en gave til os i form af breve, mangoer, guava, appelsiner, sukkerrør eller andet. Det er bare alt for sødt! - Vi er endda blevet begavet med et par øreringe og en halskæde hver! Og når man så siger ”Webale nyo mukwaano!” (Mange tak min ven!), bliver de helt vildt glade. Det er utroligt og tankevækkende, at de som har så lidt, alligevel så gerne vil give til os, som har så meget. Man bliver bare så glad hver gang! Det kan godt være vi kom til Uganda for at give fra os, men vi får lige så meget, hvis ikke mere, igen. Ikke bare i fysisk form af gaver, men de viser bare på så mange måder, at de holder af os, er taknemmelige og gerne vil os. Den måde de er på giver virkelig meget!

Efter at have hygget lidt med eleverne, er det tid til chapati (en form for madpandekage) og te eller porridge (varm drik lavet af majsmel). Vi går til ”kontoret” og sidder der sammen med de andre lærere. De er for det meste i godt humør og laver ofte sjov og spas med os og hinanden. Se bare her Pauline i "kontoret" til fodboldturnering med Jacobs grej på som gangster:

Og John der ikke liiige var frisk på et billede:

I alt er der 9 lærere ud over os, som alle er super flinke, super skøre og gerne vil være vores venner. Det er altid rart at være i deres selskab! Når vi sidder og snakker kommer eleverne ind med chapati og te til os. De knæler helt ned for os, når de giver det, hvilket jeg virkelig har haft svært ved at vænne mig til. Forholdet mellem lærere og elever her er meget anderledes end hjemme i Danmark. Nogle gange siger lærerne ikke engang tak til dem, når de kommer med det. Det har Heidi og jeg dog prøvet at lave lidt om på, ved at forklare dem, at de altså bør sige tak. Udover det er lærerne meget venligere over for eleverne end jeg havde forventet. Vi blev på forberedelseskurset forberedt på at nogle lærere slog eleverne. Det gør de heldigvis ikke her på Cornerstone School. Selvom det nogle gange virker som om, eleverne er tjenere for lærerne kan man stadig se, at de vil virkelig det bedste for eleverne.
I timerne knæler eleverne også ned for os, når de afleverer deres opgaver, når de giver os gaver, når de siger tak, eller når de i en time spørger om tilladelse til at gå ud. Det er meget svært at vænne sig til, idet vi ikke ønsker at sætte os højere end dem, men derimod være på ligefod med dem. Vi vil både være deres lærere og deres venner.   
Når pausen, kl. 11, er ved at være slut, er det ikke lige altid, at alle får rejst sig med det samme. Her kommer afrikanerne op i lærerne, så de får ofte først rejst sig omkring kl. 11.10. - Men nu har vi købt dem et ur, så det håber vi, kan hjælpe dem lidt på vej! :)

I den næste pause, kl. 13.00, er det tid til at spise posho (kogt majsmel) med bønnesovs til. Bønnesovsen er helt fin, men posho vil jeg nok ikke ligefrem kalde min livret. Det er fint nok og kan sagtens spises, det er slet ikke det, men det har bare en meget tyk konsistens og smager ikke rigtigt af noget. Men det er vel også en del at oplevelsen! Det ville jo ikke være det samme uden. For også at vise lidt af skolens standarder, kan i på billedet nedefor se skolens køkken, som virkelig ikke er i god stand, men dog er der og fungerer fint.

Når denne pause, kl 14.00, er slut, bliver vi hentet af Joseph, vores bodabodachauffør. Når vi kører står hele P1 og P2 i ”døren” til deres klasselokaler, vinker og råber ”Bye, bye teacher Heidi and teacher Sarah!” eller ”Tulabagane lwakubirri/lwakuna!” (Vi ses på tirsdag/torsdag!). Det gør de sammen med alle de elever der er udenfor. Det er en afsked, der går lige i hjertet hver evig eneste gang og gør, at man ikke kan andet end at glæde sig til at komme igen næste gang - og nu tænke: "Ååhr, det kommer jeg kun til at opleve én gang mere!" Det gør helt ondt i hjertet at skulle sige farvel til alle de dejlige mennesker!
Her er nogle glimt fra pauserne: 

Thomas, der som I kan se, har det sødeste smil!

Hariet og Sarah, der laver "something crazy!"

Storia, der spiser. Her har de små spande, eller containere, som de kalder dem, som madkasser. 

Kranima, der også spiser.

Fred, der holder pause. 

Som i forhåbentlig har fået et indtryk af, så er Cornerstone School et helt fantastisk sted med fantastiske mennesker! :)

Time for P.E.! Time for fun!

Inden den første pause står den på idræt med de små klasser – dvs. P1, P2 og i starten af timen også Baby-, Middle- og Topclass. De går i rækker hen til ”skolegården”, hvor de altid har idræt. Her råber læreren ”Make a circle!” og eleverne råber i kor: ”circle!”. Det bliver de så ved med indtil de ca. 90 børn plus Heidi og jeg har lavet en kæmpe cirkel. Læreren, der står i midten og laver forskellige sang- eller rimelege med dans og fakter. Fx kan de med rytme sige ”Five little monkeys jumping on the bed. One fell of and bumbed his head. Daddie ordered docter. Docter said: No more monkeys juming on the bed. Four litlle monkeys juming...” mens de hopper som aber, ryster hovedet, løfter pegefingeren og igen hopper som aber. 

Når så de helt små er gået tilbage til deres klasser lærer Heidi og jeg dem ofte en ny leg. Vi har lært dem diverse lege som Kyllingemor, Hospitalstafat og forskellige staffeter. Fx synes de virkelig stafet, hvor de skal gå trillebøre, er sjovt! Og det samme med Kyllingemor, hvor Heidi eller jeg plejer at være kyllingemoren. Da de tror de skal hen og røre kyllingemoren, er det utrolig svært at holde balancen og undgå at træde dem over tæerne - Vi bliver nemlig helt bogstavelig talt bliver overfaldet af børn fra alle sider. Det er super sjovt! Man kan ikke andet end, at nyde disse timer! 

Senere på dagen, lige efter at have haft engelsk med P3, sender jeg dem ud med et ”Are you ready for P.E. P3? Then kduka, kduka!” (Løb, løb), hvorefter jeg går ind og siger det samme til P4, som griner og løber ud. Til disse idrætstimer har jeg de sidste mange gange været alene uden en lærer, da hun var højgravid og sikkert lige har født. Og jeg siger jer, det kan være noget af et projekt at få kontrol over de 60-70 elever i alderen 10-13 år. 

Her er vi ved at gøre klar til at lege staffet. På trods af, at mange af eleverne denne dag var blevet sendt hjem efter skolepenge, havde vi en super sjov time.

Efter at have fået kontrollen over dem, er det også lidt et projekt, at få dem til at forstå reglerne, i de lege vi skal lege. Men for det meste går det, og når det gør, er det bare super sjovt! Fx er de ellevilde når vi laver forskellige stafetter: trillebøre, krabbegang, gå med papirkugle på ske, hop som en frø, bær hinanden som babyer og mange andre ting. De er næsten ikke til at styre. De snyder lidt, griner helt vildt, og er alle helt sikre på, at de har vundet! De er så søde, skøre og sjove! - 100 % styr på det, er der kun, når en af de andre lærere kommer og holder lidt ekstra øje. Så bliver alle regler overholdt til punkt og prikke og den rigtige vinder fundet. Det kan være rart nok med denne hjælpende hånd en gang imellem, selvom det også kan være ret sjovt uden. En anden leg de synes er helt ufattelig sjov, er hvor de er sammen to og to. Jeg råber forskellige ting, de skal gøre hurtigt efter hinanden, mens dem der failer ryger ud. Her bliver de også ellevilde!

Drengehold (Her blander man aldrig drenge og piger på samme hold) klar til staffet!

Her leger de staffet, hvor de skal løbe mens de snurrer rundt.

Her har jeg bedt dem om at lave "rygsækken" i den leg, hvor de er to og to og skal lave de ting jeg beder dem om. De elsker den leg! Det er så fedt at se! 

Det er utrolig rart at se børnene grine så meget og have det så sjovt! Det er helt utroligt så glad man selv kan blive af det! Glæde og grin smitter! - Det er en ting der er helt sikkert! Og når mange af eleverne efter timen kommer hen, med et smil på læben siger: ”Thank you teacher Sarah!”, giver highfives, thumbs up eller knockles, kan man ikke blive andet end glad og taknemmelig! De er bare så skønne! - Og hvor vil jeg bare komme til at savne dem!

You are welcome teacher!

Hver tirsdag og torsdag starter med en 15-20 minutters bodabodatur til Cornerstone School. På turen bliver vi altid mødt af smilende, grinende og såmen også nogle en smule skræmte børn, der vinker og råber ”Bye mzungu! Bye mzungu!”. Når vi så nærmer os skolen, er det i stedet smilende, grinende og løbende elever der råber: ”See you teacher Heidi and teacher Sarah!”. Når vi ankommer, bliver vi budt velkommen af meget hjælpsomme elever, der straks vil bære vores tasker og hjelme, og siger ”How are you teacher Sarah?” eller ”Wasuze otya?” (Hvordan har du der her til morgen?). Det er, hvad man kalder en god velkomst! 

Klokken 8, eller der omkring, samles alle eleverne i klassevise rækker foran skolen. Her bliver de bedt om at gøre grunden eller klasselokalerne rene, hvilket sker ved at feje med bundter af grene, hente vand fra et nærtliggende vandhul eller andre pligter. 

Tilbage i rækkerne beder de i kor en bøn på luganda, synger nationalsangen og en skolesang, hvorefter den ellers står på morgengymnastik – hvis man altså kan kalde det det. En lærer står foran eleverne og råber fx: ”Apart, together, apart, together, apart, together”, mens de spreder og samler benene. Først langsomt, så hurtigt. De kan også råbe: ”Jumpu, jumpu, I like it. Jumpu, jumpu, I like it!”, mens de hopper og hopper og hopper. God måde at blive klar til den lange skoledag de har på!

Det er så tid til at gå til klasserne. Jeg går til min kære P1 klasse, der altid giver mig den bedste start på dagen. Jeg træder ind ad ”døren” (Et hul i muren) og bliver mødt af 25 stående elever, der siger: ”Goodmorning teacher! This is primary one! We are very happy to see you! Let us pray: I thank you for keeping me and looking after me every day. Let us sing a song: Twinkle twinkle twinkle star. How I wonder what you are. Up above, the way so high, making diamond in the sky.” Siger de smilende og synger de dansende. De er bare så utrolig søde!

Efter at jeg så har sagt ”Wasosokya?” og de har svaret enten ”Bulungi!” eller ”Gyendi” (Godt/fint), siger jeg ”Tulawansi!” (I må gerne sætte jer ned). Så griner de og siger ”Thank you teacher!”.

Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at man på nogen skole kunne finde så ivrige elever, som eleverne på Cornerstone School! Når jeg har gennemgået stoffet på så simpelt engelsk som muligt, får jeg dem til at gentage efter mig, da det er den måde, de er vant til at lære på. Det at gentage er også noget af det, de virkelig er gode til! Hvis de har forstået det, de siger, råber de det så højt at nærmest hele skolen kan høre det, og jeg er ved at blive døv. Efter det laver vi opgaver på tavlen, hvor de igen er meget ivrige. Mindst halvdelen af klassen råber ”Me teacher! Me teacher!” med hånden så højt i vejret, at de nærmest ikke kan blive siddende på bænkene. 

Andet der kan få dem op at køre er, fx hvis vi leger en eller anden leg, for at lære på en anden måde end ved gentagelse. Igen bliver de også meget ivrige, hvis jeg har plakater eller andet med, som kan blive på skolen, efter timen. Fx skulle jeg en dag undervise dem i hele, halve og kvarte. Her havde jeg taget papircirkler med til dem, som de kunne lave det af. Her kan i se Fred, Mahad, Yuda og Gloria med deres hele, halve og kvarte cirkler:

Til sidst i timen får de exercises, som de laver i deres hæfter. 

Når de er færdige skal jeg rette det og forklare, hvis de ikke har forstået det. En udfordring her er altid at sørge for, at de ikke bare kopierer hinanden, da nogle er langt hurtigere færdige end andre. 

Fred retter en af sine fejl, så han kan få et rødt flueben. De elsker allesammen at få deres opgaver rettet - og specielt hvis man tegner en smiley, bliver de glade! 

Senere på dagen underviser Heidi og jeg P3 i engelsk eller matematik. Her bliver vi mødt med mange ”You are welcome teacher Heidi and teacher Sarah!”, da de virkelig har svært ved at få det sagt i kor og derfor står lidt fnisende bagefer. Det har også sin helt særlige charme! De er super søde! Her underviser vi på ca. samme måde, som jeg gør i P1. Dog er en særlig udfordring ved denne klasse, at de virkelig har svært ved at forstå engelsk. Men med fagter, leg, gentagelser og omformuleringer plejer det at gå alligevel. Fx havde vi en utrolig hyggelig og sjov time, da vi skulle lære dem om antonymer. Vi lavede fagter til alle ordene. Her er fx billeder af tyk og tynd:

Da de har så svært ved at forstå engelsk er en udfordring også at få alle med. Når vi laver opgaver på tavlen er det meget de samme 10 der er ivrige og råber ”Me teacher! Me teacher!” og vi bliver derfor altid utrolig glade, hver gang, en der ikke plejer at melde sig, gør det. Det er en vildt god følelse når det sker! Når de råber det, er de også meget ivrige, og det er altid vildt svært at vælge, hvem der skal have lov!

Et eksempel på, hvad vi underviser om i P3 er tiden. Vi lærer dem at kende klokken på engelsk. Det bedste var så, at kun omkring 3 af dem lavede fejl i dette til eksamen! Så der var vi rigtig stolte af dem! Det var super godt! 

Her laver vi for det meste også exercises i slutningen af timen og et herligt kendetegn og minde fra denne klasse er, at de altid, når vi retter, vil have tegnet alle mulige ting i deres hæfter. Det er ret hyggeligt. Så vil de have en bil, så en ko, så en kat og en hund og en pige osv. De er så søde!

Det er altid en fornøjelse at undervise både P1 og P3! De er alle sådan nogle dejlige børn! Det er helt ufatteligt! Men nu har vi lige haft eksamener og har derfor sidste dag på skolen på onsdag, hvor er er graduationparty for Topclass, som nu er klar til at komme videre til the Primary Section. Jeg kommer godt nok til at savne alt ved den skole! Både lærere og elever! Alle er så søde, og jeg kan og vil slet ikke forstå, at det er ved at være slut! 

Julepynt, jubel og jammer i Jinja

Denne weekend så ud til at blive vild - jeg ved i hvert fald, at jeg temmelig sikkert havde en nervøs mor derhjemme! Men vi er alle overlevet med humøret højt, så det er bare super! 

Det første vilde punkt var, da vi i Kampala (hovedstaden) stødte på julepynt i et stort center! - Og ikke bare julepynt, men også rigtig chokolade og slik, blandt andet Haribo, i massevis! Det var for vildt! 
Vi skyndte os derefter videre til Jinja, hvor alt det ekstra vilde skulle ske. Vi fandt med Sigurds (Vi var af sted med to volontører, Kamilla og Sigurd, fra Uganda Child Care) fantastiske stedsans det hostel, vi skulle sove på - kun med en lille smule besvær i mørket på de små jordveje lige uden for byen. Det var et super hyggeligt sted, hvor vi bestilte mad og spillede Jungle Speed inden vi gik til køjs. 

Den fantastiske udsigt over Nilen fra et af de hostels vi overnattede på, som virkelig vidner om den kreative og kunstneriske Gud vi har!

Dagen efter vågnede vi meget spændte med kriller i maven. Det var dagen for river rafting. Vi blev hentet af en bus og kørt til stedet, hvor vi betalte og fik udleveret hjelme og redningsveste. Alle de ansvarlige virkede helt cool og calm. Igen blev vi sammen med alle de andre deltagere stoppet ind i to busser og kørt til startstedet. I bussen var der temmelig stille - jeg tror alle var meget spændte på, hvad dagen ville bringe. 

Da vi ankom begyndte alle guiderne at bære bådene ned til vandet – den følgende bemærkning er tiltænkt mine veninder: Seriøst de var lækre! Der var bare lækker mørk kulør, sixpacks og lige tilpas trænede arme over det hele! I skulle have set det! Mums! ;)

Alle guiderne startede med at lære os de forskellige kommandoer som ville blive råbt til os undervejs: go forward/backwards, turn left/right, get down og go hard forward/backwards. Alle disse kommandoer var ting, der skulle gøres for at passere alle de rapids vi skulle. Derudover lærte de os også proceduren når én, flere eller alle faldt i. Hvordan man skulle bruge bestemte tegn til at kommunikere, og hvordan man skulle kigge i strømmens retning, lade sig flyde med og ikke begynde at svømme før vandet igen var stille. Vi trænede også, når båden flippede (vender med bunden i vejret) – hvordan man kommer ud, og hvordan man vender båden om igen. Vores guide, Ashiraff, var super god til at forklare og sørge for, at vi var trygge. Så forklarede han ellers, hvad vi skulle gøre ved den første rapid med et samlet fald på 4 meter. Vi øvede det et par gange og var så klar med spændte maver, redningsvest og hjelm!  

Klar til introduktionen! Her sidder vi og hopper op og ned for at kunne komme ud på vandet.

Det var super sjovt, når vi skulle gennem en rapid - altså der hvor det er vildt. Mellem dem var vandet helt stille. Der var utrolig smukt. Fugle i vandet, en enkelt lille grøn slange og smukke træer og små bjerge over det hele. I det smukke landskab roede vi et sted mellem 15 og 40 minutter mellem de forskellige rapids. Her snakkede vi lidt, skubbede hinanden i, svømmede og nød det.

Da vi var halvvejs med antal rapids, roede vi ind til siden, gik op af en meget lang trappe og fandt der lækker middagsmad. Der var ananas, en wrap, pastasalat, kage og sodavand til alle. Fantastisk! Derefter var vi ellers klar til at fortsætte. Her er nogle billeder fra den fantastiske tur, så i kan se, hvor awesome det var:

Undervejs var tre fra vores båd faldet af enkeltvis, hvilket der selvfølgelig blev grinet lidt af (når vi først så, at de var okay), men et flip havde vi ikke formået, så vi sagde inden den sidste rapid til Ashiraff, vores guide, at hvis vi kunne, ville vi gerne flippe. Det kan han jo ikke helt bestemme, om vi gør, men vi gjorde det. Pludselig var der vand over det hele, og jeg anede ikke, hvor jeg var - hvad jeg vidste var, at jeg ikke var i båden, men under vandet. Jeg vidste ikke, om jeg svømmede op, ned, hen eller om jeg over hovedet svømmede. Jeg kunne intet se og kunne ikke få vejret og var lige på vej til at tænke: ”Nu dør jeg!”, inden jeg kom op over de store bølger og kunne gispe efter vejret. Her blev det til det fedeste og vi fandt hinanden flade af grin. Så kunne vi ellers slappe af, svømme rundt i det stille vand, snakke med nogle af kajaksejlerne, der undervejs havde været klar til at hjælpe, når nogen faldt i og til sidst hoppe om bord i båden for at seje ind til land igen.
På de følgende billeder kan i se vores fantastiske flip:

Vi røg ind i bølgen...

Båden kom på højkant og...

...vi forsvandt

Efter denne vilde tur synes vi at have varmet godt og grundigt op til den følgende dag, hvor bungee jumping stod på programmet! 

Da vi vågnede på denne dag, var nogen mere nervøse end andre. Nogle sagde, hvad nu hvis jeg rammer klippen? Hvad nu hvis elastikken springer? Hvad nu hvis der springer en krokodille op, lige når jeg er nede ved vandet? Og hvad nu hvis en helt masse andre ting. Det tænkte jeg ikke så meget over lige der. Det var bare noget jeg skulle gøre, og som jeg glædede mig utrolig meget til at gøre. Det var først da vi steg ud af bilen og skulle til at betale, at nervøsiteten begyndte at ramme mig. Så skulle jeg lige pludselig tisse lidt mere - og det gjorde det ikke meget bedre, at man fra toilettet kunne se ud på dem der sprang og høre deres skrig! Men udover det var jeg meget, meget spændt! 

Vi blev fulgt hen til et højt trappetårn, der førte op til den platform, som gik udover vandet, og som vi skulle springe fra. Så kunne vi ellers stå der og få svitset vores fødder på metallet, mærke platformen svinge, kigge laaaangt ned til vandet og se andre springe. Så fik jeg seletøj på, eller hvad det nu kaldes. Det værste tænkte jeg blev det at skulle springe. At få sin krop til bare at springe ud i ingenting, hvor der bare er langt ned. Puha! De mænd der stod for det på platformen var heldigvis ret professionelle. De var helt afslappede, i godt humør og rigtig gode til at berolige. De kunne også forklare os, at det var helt normalt at være nervøs. Det er selv de, når de hver uge tester elastikken. En af dem forklarede det ved, at man aldrig bliver vant til at springe, på samme måde som man aldrig bliver vant til at drikke varmt vand. 

Nå, men så blev det min tur. Jeg satte mig i stolen for enden af platformen. Satte mine fødder på en dims, som jeg blev bedt om. Samlede mine knæ. Spredte mine fødder og lod så ellers denne hersens mand vikle et hånklæde om mine ankler og spænde et blåt bånd omkring. Dernæst fik jeg Jacobs GoPro-kamera monteret på mit hoved og spændt fast med en snor til mit seletøj, i tilfælde af at det skulle falde af. Til sidst spændte manden elastikken fast til mine fødder og bad mig hoppe ud til kanten. Der stod jeg så, meget nervøs, med mine tæer ud over kanten og blev bedt om at slippe med hænderne og vinke til kameramanden og mine venner - altså hvad tror han selv?! Man kan da ikke holde balancen der med tæerne ud over kanten til et 44 meters fald?! Men jo han mente det, og jo man kunne åbenbart godt holde balancen på den måde. Lige der tænkte jeg bare: "lort i laden, jeg kan da ikke hoppe ud her?! - Men okay, lige meget, jeg SKAL og jeg VIL!". Så råbte de: "3, 2, 1 BUNGEE!" Og så skulle jeg jo hoppe, men jeg kunne simpelthen ikke hoppe, så jeg kom godt ned i knæ før jeg fik lænet mig ud over kanten. Slet, slet ikke elegant. Men warw de 44 meter ned kunne give et sug i maven og få mig til at skrige og grine som en sindsyg! Det var virkelig sjovt! Hvis du nogen sinde får muligheden for at gøre det, så GØR DET! Og lad bare vær med at tænke over det, for det er for fedt! 

Da jeg havde hængt der og dinglet lidt, kom en gummibåd hen, og to mænd hjalp mig ned i den, hvorefter jeg blev bedt om at stå op, så jeg kunne få udstyret af. Aldrig har det været så svært at holde balancen i en gummibåd.

Op på land med mig og så var det ellers bare vær så god at tage den meget(!) lange tur op af en meget ødelagt trappe sammen med alle de store firben! Fedt, så mistede jeg også lige evnen til at trække vejret normalt! Tak for det! 

Men warw, hvor var det bare fedt og utrolig sjovt! - Jeg var nød til at gøre det igen! Så det blev lige til to hop mere, efter en tur på café, da de tredje hop var gratis! Og by the way sprang jeg baglæns den sidste gang! Endnu mere fedt! 

Caféturen inden de sidste to spring bød blandt andet på disse drikke.

Hvis I vil se de andres spring kan i se på deres blogge, men her er nogle af mit spring:

Vi troede vidst alle, at vi var døden nær denne weekend. Men nej, sikkerheden var i top, og vi havde det for fedt!
Turen blev sluttet stille og roligt af med en tur forbi Nilens udspring fra Victoriasøen. Skønt og smukt!

Nilens (til højre) udspring fra Victoriasøen (til venstre). 

Pigerne ved Nilens udspring. Fra venstre: Line, mig, Mathilde, Heidi og Kamilla.

Næste morgen gik turen så tilbage mod Masaka, men kan man køre forbi centeret i Kampala uden at købe sig et lille lager?